Spørg Bolius

Revner i huses facade efter sommerens tørke, kan det løses med underfundering uden udgravning?

Hej Bolius,

Vi har sidste år i oktober overtaget et hus. I forbindelse med grundvandssænkning og sommerens tørke oplevede vi desværre, at en repareret sætningsskade i vores tilbygning er kommet igen. Tilbygningen er fra 1976, og det lader til, at skaden skyldes, at det ene hjørne i tilbygningen sætter sig. Det har allerede sat sig en del.

Vi kendte til risikoen for denne skade, da vi købte huset, og vi er nu interesserede i, hvordan vi bedst muligt får skaden udbedret/stoppet.

Vi har i første omgang været i kontakt med Uretek, som efter sigende kan underfundere uden opgravning, men kender ikke meget til metoden.

Kender I til denne metode? Og hvad skal vi generelt være opmærksomme på, når vi vælger metode til underfundering?

Vh. Daniel

Svar

Hej Daniel

Det lyder da ellers kedeligt med denne sætningsskade. Det er ikke nemt være husejer, enten er kælderen fyldt med vand pga. skybrud, eller også er jorden så tør, at det giver sætningsskader.

Uagtet, hvilken funderingsløsning I vælger, så skal I have et uvildigt geoteknisk firma til at rådgive jer om, hvilken løsning der er den bedste. På den måde vælger I den bedste løsning til opgaven, og ikke blot den som ét firma kan levere.

Når det er sagt, så kan Uretek noget, som andre ikke kan, og det kan virke ganske godt. De har dog brug for en geoteknisk undersøgelse forinden, således at de ved, hvor dybt ned de skal sprøjte osv.

Jeg ved ikke, om det er sådan længere, men Uretek gav i gamle dage kun garanti for deres arbejde, hvis de havde en geoteknisk redegørelse. Til gengæld gav de vist nok også 10 års garanti imod nye sætninger.

Det andet, der er smart ved Uretek er, at de kan løfte bygninger i form af gavle, gulve etc. Og det kan være ret smart, hvis en bygningsdel har sat sig meget. Det kan dog sjældent stå alene, og der skal så også typisk en murer i gang med at ordne og forstærke sokkel, vægge mv.

Jeg ønsker jer al held og lykke med huset.

Læs mere om revner i huse her: Opdag revnerne i dit hus og undgå alvorlige følgeskader

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden