Regler for badebroer og bådebroer – hvem må anlægge dem, og hvem må bruge dem?

Hvis du bor ud til vandet, har du måske lyst til at få din egen bade- eller bådebro. Eller hvis du ofte færdes langs vandet, vil du gerne benytte de broer, der allerede findes til at bade eller sejle fra. 

Men om og hvordan du må anlægge broer – og hvordan du må bruge og færdes på dem, afhænger helt af historien bag det enkelte område og praksis i den kommune, du bor i.

Hvad kræver det at få lov til at anlægge en bade- eller bådebro?

Uanset, om man vil anlægge en helt ny bro eller erstatte en allerede eksisterende bro, kræver det, at man får en tilladelse. Sådan har det været siden 1975, hvor den overordnede politiske holdning har været, at man ikke frit skal kunne bygge broer, da man ønsker at bevare så stor en del af landets kyster uberørt. 

Mellem 1975 og 1981 var det staten, der kunne give tilladelser til mindre bade- og bådebroer ud for boliger, der havde grund helt ned til vandet eller ud fra grundejerforeninger, der ejede et areal ned mod kysten. Mellem 1981 og 2007 var det amterne. Og fra 2007 har det været kommunen, man skal søge om tilladelsen –oftest vil det være teknik- og miljøforvaltningen, der vil behandle en ansøgning.

Før 1975 fandtes der ingen regulering af bade- og bådebroer, og man kunne i realiteten anlægge en mindre bro, hvor man ville.

Hvem kan få lov at etablere en bade- eller bådebro?

Det er kun en grundejer, der kan søge om tilladelse til at anlægge en bade- eller bådebro, der går ud fra et kystareal. Det kan være en privat boligejer, hvis grund går helt ud til vandet. Eller det kan være en grundejerforening, en haveforening eller et bådelaug, der ejer et strandareal. 

En tredje mulighed er, at man kan lave en aftale med en grundejer (som også kan være kommunen) om at måtte bygge en bro ud fra vedkommendes grund. Det skal dog stadig være grundejeren selv, der søger tilladelsen til opførelsen af broen. 

Udgangspunktet i de fleste kommuner er, at kysterne skal bevares så frie og uberørte som muligt, så man skal have en god begrundelse for at få lov til at anlægge en bro. Mulighed for mere friluftsliv eller offentlig adgang til broen kan være argumenter for en bro, men der er ikke en overordnet definition på en god begrundelse.

Sådan søger du tilladelse til etablering af bro

Der er ingen statslig lovgivning eller retspraksis for, hvor mange broer, der må være i en kommune, hvor lange eller brede de skal være, eller hvem der skal have lov til at færdes på og bruge dem. Det kommer helt an på reglerne i den enkelte kommune.

Derfor skal du kontakte den kommune, du er grundejer i og vil bygge en bade- eller bådebro i, for at få at vide, hvordan du søger, og hvad din ansøgning skal indeholde af tegninger og formålsbeskrivelser.

Som regel har kommunen særlige krav til længde, bredde og vanddybde. Oftest må broen max være 30-50 meter lang, max 1,5 meter bred, mens broen typisk må gå ud til max 1,5 meters dybde. Nogle gange stilles der også krav om, hvor langt fra naboskel broen må placeres – fx minimum 5 meter.

Når man ser bade- og bådebroer, der er meget længere – som fx den 320 meter lange badebro på Ellinge Strand ud til Sejerøbugten eller den 279,1 meter lange badebro ved Søvang syd for Dragør – skyldes det nogle særlige lokale forhold som meget lavt vand, eller at broen stammer fra før 1975.

Hvis broen ikke er en åben pælebro, men fx en mole eller en bro af et fast materiale, hvor vandet ikke kan strømme ind under, er det Kystdirektoratet, der skal behandle ansøgningen.

Kystdirektoratet er i øvrigt også klage-enhed, hvis du er utilfreds med din kommunes afgørelse af en brotilladelse.

Privat eller offentlig bro – hvem må bruge den?

Når Naturbeskyttelsesloven sikrer, at der som udgangspunkt er fri adgang på alle strandbredder og kyststrækninger i Danmark – også selv om de er privatejede – kunne man tro, at det samme gjaldt for færdslen på bade- og bådebroer langs Danmarks kyster. Men sådan er det ikke umiddelbart. Om en bade- og bådebro kan være privat, eller om der er offentlig adgang til den, afhænger af de vilkår, kommunen har stillet i sin tilladelse til broen. 

En undersøgelse lavet af de to miljøretsforskere Lasse Baaner og Helle Tegner Anker fra Københavns Universitet, viser, at der er meget stor forskel på, hvilke vilkår for brotilladelser kommunerne stiller. Undersøgelsen omfattede 32 afgørelser fra 2018 (altså sager, hvor grundejere havde søgt om tilladelse til at opstille broer) og 16 administrationsgrundlag (altså nedskrevne regelsæt og rammevilkår for ansøgninger om at opstille broer) fra i alt 31 kommuner.

Nogle kommuner tolker det sådan, at Naturbeskyttelseslovens § 22, der lyder ”Strandbredder og andre kyststrækninger er åbne for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning” betyder, at der også skal være offentlig adgang til alle bade- og bådebroer. Derfor nævner de det ikke som et krav i deres tilladelser, selv om de mener, det bør være det. 

Andre kommuner angiver som et specifikt vilkår i deres tilladelser til anlægning af badebroer, at der skal være offentlig adgang. Og så er der kommuner, der gerne giver tilladelse til private broer.

Hvilke begrundelser kan der være for, at broen må være privat eller skal være offentlig?

Hvis en kommune stiller krav om, at en bade- eller bådebro skal være offentligt tilgængelig, vil det som oftest være, fordi de mener, broen skal komme en bred kreds til gavn og øge muligheden for friluftsliv, hvis de skal afvige fra udgangspunktet om at beskytte kystlinjen så meget som muligt.

Hvis en kommune giver tilladelse til, at der bliver anlagt en privat bro, vil det ofte være ud fra en opfattelse af, at de, der bruger penge på at bygge og vedligeholde broen og i øvrigt har ansvaret for færdslen på broen, også er dem, der har eksklusiv adgang til den. 

Hvordan tjekker du, om en bro er privat eller offentlig?

Hvis en bade- eller bådebro er privat, vil det oftest være tydeligt markeret med et skilt, hvor der fx står ”Kun adgang for medlemmer af X grundejerforening” eller ”Adgang forbudt for andre end medlemmer af Y bådelaug”.

Der kan dog også være broer, som er skiltet med ”Privat”, selv om der faktisk er offentlig adgang til broen, fordi bro-ejeren forsøger at begrænse den offentlige adgang. Og det er ikke altid, at kommunerne fører tilsyn med, om broerne nu også bruges under de vilkår, der er sat for dem.

Den eneste måde, du kan være helt sikker på, hvilke regler der gælder for en specifik bro, er derfor ved at kontakte kommunen og undersøge, hvilke specifikke vilkår kommunen har stillet i sin tilladelse til broen.
Er broen bygget før 1975, gjaldt der som sagt andre regler, og så kan ejeren forbyde offentlig adgang. Men fra 1975 og fremefter afhænger det 100 % af den tilladelse, der er givet.

Aarhus Kommune

Aarhus Kommune har som udgangspunkt faste retningslinjer for, hvad det kræver at få en tilladelse til en bro. Her lyder det bl.a.: 

• Alle badebroer skal være offentligt tilgængelige.
• Det er ikke tilladt at opsætte forbudsskilte eller etablere adgangshæmmende tiltag i forbindelse med broen.
• Badebroen må ikke være længere end 50 meter.
• Broen må ikke gå ind over strandarealer og hindre adgangen til dem.
• Der må ved den sydlige kyststrækning langs skovområderne kun placeres få badebroer, der alle skal understøtte almenhedens interesser/adgang til badearealer.

Svendborg Kommune

Svendborg Kommune har udarbejdet et politisk vedtaget administrationsgrundlag for broer. Man kan sende en skriftlig ansøgning om tilladelse til at opsætte en bro via kommunens hjemmeside. Herefter høres alle berørte parter og relevante myndigheder, og så træffer kommunen en afgørelse ud fra en konkret vurdering og en række fastlagte principper: 

• Kommunens 180 km lange kyststrækning er inddelt i forskellige zoner, som administreres forskelligt alt efter, om det fx er et område med flere broer i forvejen, eller om det er et uberørt naturområde eller et Natura 2000-område, hvor kommunen ikke ønsker nye broer.
• Alle ansøgninger om tilladelse til at anlægge broer behandles dog konkret og individuelt, og hvis der gives tilladelse, vil der blive opstillet konkrete vilkår for tilladelsen.
• Ønskes en privat bro anlagt ud for en offentlig strand eller ud for en kyst, hvor der er lovlig adgang for offentligheden, stilles der i tilladelsen vilkår om, at broen skal forsynes med en plakette om offentlig adgang fra Svendborg Kommune.
• En privat bro, som kun må benyttes af ejer og dennes husstand eller af et laug/forening, gives i de tilfælde, hvor broen ønskes anlagt ud for en kyst, hvor der ikke er offentlig adgang – man må således ikke gå hen over privat jord for at komme ned til broen.  

Dragør Kommune

Langt størstedelen af kysterne er her ejet af kommunen. Men både privatpersoner og foreninger kan bede om fuldmagt fra kommunen til at ansøge om opsætningen af en badebro – det er sket en del gange. Kommunalbestyrelsen tager stilling til, om de vil give en fuldmagt til ansøgningen. Herefter behandler forvaltningen – Center for Plan, Teknik og Erhverv – ansøgningen ud fra en række forskellige kriterier:

• Der foretages landskabsanalyser af både nordkysten og sydkysten – hvad passer ind?
• Hvis der er tale om fredede arealer – fx langs Dragør Sydstrand – inddrages Fredningsnævnet for København, som vil stille krav til, hvordan en bro skal kunne tilpasses naturen.
• I tilladelsen vil der også indgå vilkår, der sikrer, at broen fungerer sammen med den kystsikring, kommunen arbejder med parallelt på grund af stigende havvand.
• Der stilles som udgangspunkt krav om, at broen skal være offentlig tilgængelig. Også selv om det er en bro ud fra en privat grund.
• Derudover stilles der tekniske krav som at broen max må gå 30 meter ud i vandet, og at den ikke må hindre eller vanskeliggøre færdslen på stranden.
• De private badebroer, der allerede findes i kommunen, er bygget under ældre lovgivning. Her kan kommunen kun stille nye vilkår, hvis der søges om tilladelse til at ændre broen markant eller bygge en ny.