I løbet af april er dine rabarber typisk skudt godt i vejret, og den første høst kan begynde. Men inden du begynder at trække de friske, nye skud og lave den første rabarbergrød, kan dine rabarber have brug for lidt ekstra næring.
Giv dine rabarber gødning
Rabarber bruger meget energi her i foråret på at sætte nye skud, og derfor er det en god idé give dem en gang gødning. Du kan bruge organisk eller kunstgødning, som forhandles i butikker og havecentre, men kompost er et rigtig godt alternativ til de fabrikerede produkter, da det både indeholder næring og virker jordforbedrende.
Har du ikke kompost fra egen have, kan du på mange af landets genbrugsstationer hente det gratis i april.
Gød med kompost - sådan
Bruger du kompost, kan du lægge et lag på 3-5 cm ovenpå jorden rundt om dine rabarber. Ikke alene giver komposten næring til dine rabarber, den er også med til at holde ukrudtet væk og holde på fugtigheden i jorden. Hold en lille smule afstand til selve planten, så du undgår at dække de mindste, nye skud med komposten.
Gød med gødning - sådan
Gøder du med gødning i granulat- eller flydende form, skal du altid følge doseringsvejledningen på produktet. Fordel granulat på jorden omkring planten eller bland flydende gødning med vand i en vandkande og vand dine rabarber med gødningsvandet.
Bruger du mere end den anbefalede mængde, risikerer du at overgøde dine rabarber, og du kan ende med at få en meget dårlig høst, eller i værste fald slå dine rabarber ihjel.
Høst/træk dine rabarber
Når du høster rabarber, kalder man det at trække rabarber. Det hedder det, fordi du skal trække stilkene op og ikke klippe eller brække.
Har du plantet nye rabarberplanter i efteråret eller her i foråret, må du desværre vente et år, før du kan begynde at trække de lækre stilke. Nye planter skal nemlig have ro og bruge deres energi på at skabe et sundt og solidt rodnet. Når planterne er et år eller mere, kan høsten begynde her i løbet af foråret.
Afhængigt af sort og placering kan du begynde at trække dine rabarber fra april. Hvor store de enkelte skud skal være, før du høster, afhænger igen af sorten. Stilkene på nogle sorter bliver aldrig mere end en lillefingers tykkelse, hvor andre kan blive flere centimeter tykke. Længden på stilkene varierer fra ca. 30 cm til over 60 cm.
Du behøver ikke vente med at høste, til dine rabarberstilke har nået deres maksimum. De friske, unge skud kan sagtens trækkes og er superlækre til kompot og bagværk, hvor de ældre og tykkeste stilke er gode til bl.a. saft. Prøv dig lidt frem med lige netop dine sorter.
Sådan trækker du rabarber
Træk dine rabarber sådan:
- Tag godt fat længst nede på stænglen og træk forsigtigt lige op.
- Pas på ikke at trække selve hjerteskuddet med op. Det undgår du bedst ved at trække en stilk op ad gangen stille og roligt. Hjerteskuddet er den kraftige knold, som typisk sidder i midten af planten helt nede ved jorden.
- Træk kun en fjerdedel af stilkene ad gangen, da rabarberen ellers bliver for afkræftet. Der vil hurtigt skyde nye skud frem, og du kan høste igen efter en uge eller to alt efter, hvor hurtigt de nye skud vokser frem.
Spis ikke rabarberblade
Du bør ikke spise rabarberblade, da det kan være farligt. Indtager du blot 10-20 gram, kan det give opkastninger, og ved en større forgiftning er der risiko for diarré og forstyrret nyrefunktion. I værste fald kan det give bevidstløshed, kramper og død.
Du kan dog sagtens smide rabarberblade i kompostbunken, eller lægge dem ind under planter for at skygge for ukrudt.
Vand, hvis det regner for lidt
Her i foråret kan det være nødvendigt at give dine rabarber lidt ekstra vand, hvis der ikke kommer nok regn. Kig på bladene - virker de lidt slatne, er det et tegn på, at dine rabarber har brug for vand.
Vand jorden godt igennem en gang eller to om ugen, hvis der er behov for det. Dine planter må ikke søbe i vand over længere tid, men jorden må gerne være fugtig.
Du kan nå at plante i foråret
Har du ikke fået etableret et bed med rabarber, kan du stadig nå at plante nye rabarber i foråret, men du må desværre vente til året efter med at høste.