Spørg Bolius
Projektkøb, det kolde vand er alt for varmt og der er bagfald på gulv i badeværelset - hvad siger loven?
Hej Bolius
Efter overtagelsen af et projektkøb af en bolig viser det sig, at der er bagfald/lunker på gulvet på ca. 4 mm. Der er heller ikke hældning under håndvask og under vaskesøjlen. Murermesteren siger, at gulvet uden for brusenischen gerne må være vandret, samt at der er toleancer på +/- 2 mm. Så han vil ikke påtage sig at omlægge gulvet.
Et andet problem er, at det kolde brugsvand er varmt. Over døgnet er temperaturen målt op til mellem 34 og 38 graders celcius. Findes der lovgivning om max temperatur på det kolde vand?
Med venlig hilsen
Jørgen D
Hej Jørgen
Hvad angår vandtemperaturen, så findes der ikke helt nagelfaste regler, men man plejer at sige, at det kolde drikkevand ikke bør være over 12 grader varmt.
Dimensionerende koldtvandstemperaturer er 10 grader i normen for vandinstallationer, DS439. I normen står der under afsnit 3.3.3 vedr. Uønsket temperaturstigning:
“Installationer for koldt vand skal udføres således, at der ikke sker uønsket temperaturstigning på det kolde vand. Koldtvandsledninger isoleres i henhold til DS 452 Norm for termisk isolering af tekniske installationer.”
Videre står der i afsnit 4.6.3 vedr. sikring af passende koldtvandstemperatur:
“Vandinstallationer udføres således, at en passende koldtvandstemperatur er til stede uden besværende ventetid. Vandinstallationer udføres således, at generende overstrømning fra varmtvands- til koldtvandsinstallation ikke kan forekomme. Vandinstallationer udføres således, at utilsigtet opvarmning af det kolde vand så vidt muligt undgås. Isolering kan udføres i henhold til DS 452 Norm for termisk isolering af tekniske installationer”.
Prøv at se, om du kan finde nogle nærmere angivelser af temperaturen hos dit lokale vandværk.
Det med faldet på gulvet kommer an på to ting:
- Hvornår er huset bygget?
- Hvilken slags bebyggelse vi taler om?
Er huset bygget efter BR18, må der gerne være vandrette gulve uden for brusenichen for badeværelser, der ligger på terrændæk. Er der tale om etageejendomme, eller blot et badeværelse på 1. salen, skal der være fald på hele gulvet.
Tolerancen på +/- 2 mm er meget generelt gældende i byggebranchen. Så meget, at den ofte bliver misforstået. Der må IKKE være lunker på et badeværelsesgulv, og der må slet ikke være bagfald. Af samme årsag anbefales det at lave veldefineret fald, således at mindre udførelsestolerancer netop ikke munder ud i bagfald eller lunker.
Mit bedste råd er, at I kontakter en uvildig byggeteknisk rådgiver, som kan hjælpe jer med at gennemgå badeværelset, herunder drøfte/undersøge vandet. Denne må så afgøre, om der er tale om en mangel eller ej.
Jeg håber I kan bruge mit svar. Held og lykke med det.
Med venlig hilsen