Optage lån i samejet sommerhus
Vi er fire søskende, som ejer et sommerhus sammen. Vi har skrevet en samejekontrakt i samarbejde med en advokat. Vil det være muligt for den ene af os at optage et lån i sin del af sommerhuset? Vil det eventuelt kræve, at vi andre også optager et tilsvarende lån, og at vi hæfter for hinanden?
Mvh sommerhusejeren.
Kære sommerhusejere
Tak for jeres spørgsmål.
Jeg har rådført mig med chefanalytiker Nicolas Norby fra realkreditselskabet Realkredit Danmark, som forklarer, at det ved delt ejerskab ikke er muligt, at den ene af jer belåner sin ejerandel af sommerhuset (og ikke de andres ejerandele).
Hvis I optager et realkreditlån, tinglyser realkreditinstituttet et pantebrev i sommerhuset, som skal accepteres af alle ejerne. Panteretten omfatter hele sommerhuset, så hvis realkreditlånet misligholdes, kan realkreditinstituttet altså gøre udlæg i sommerhuset og ultimativt begære det på tvangsauktion, hvilket jo vil berøre alle ejerne lige meget.
Normalt vil realkreditinstituttet kræve, at alle ejerne også er debitorer på lånet, men i praksis har det ikke den store betydning, om det kun er den ene eller den anden, der er debitor og dermed hæfter for betalingerne for lånet, fordi panteretten jo netop omfatter hele det fælles sommerhus.
Jeg håber, at det giver jer lidt klarhed i forhold til jeres muligheder.
Med venlig hilsen