Spørg Bolius

Nyt gulv og ny gulvvarme - skal vi have dampspærre, fugtspærre eller?

Hej Bolius,

Vi er ved at købe materialer til en større renovering af vores villa fra 1966. Huset har fuld kælder med 2,20 til etageadskillelsen og der er godt indeklima i kælderen. I stueplanet vil vi gerne fjerne det gamle parketgulv og have lagt et Pergo laminatgulv med gulvvarme. Mit spørgsmål drejer sig om undergulvet under det nye laminat gulv. Vi får lavet det professionelt men leverer selv Pergo gulvet, og nu er vi kommet i tvivl om hvilket undergulv/mellemgulv der egner sig bedst.

Vi har læst på Pergos hjemmeside at de anbefaler at man bruger et mellemgulv som har en fugtspærre når man lægger sit laminatgulv oven på gulvvarme.

Første spørgsmål: Er det rigtigt og gælder det i vores tilfælde?

Bauhaus sælger noget de kalder "Logoclic gulvunderlag XPS Allround" men selvom de skriver det er egnet til gulvvarme indeholder produktet ingen fugtspærrende membran.

Det gør Pergos meget dyre "Silent Walk" produkt til gengæld. Silvan forhandler et tredje produkt ved navn "NO NOISE Extreme compact gulvunderlag m/dampspærre" og et lignende fjerde produkt ved navn "NO NOISE Fold out gulvunderlag" som ikke har nogen fugtspærre. Alle produkterne kan bruges med gulvvarme skriver de.

Skal vi evt. købe en decideret fugtspærre som endnu et lag under laminatgulvet?

Hvilket undergulv/mellemgulv/gulvunderlag vil I anbefale i vores tilfælde?

Bemærk at alle producenterne bruger fagord i flæng: Dampspærre, fugtspærre, undergulv, mellemgulv & gulvunderlag. Vi er interessede i at lyddæmpe gulvet så meget som det lader sig gøre.

På forhånd tak for ethvert svar :-) 

Mvh. Søren R

Hej Søren

Ja, det er ikke nemt med alle fagord. Og lige præcis dampspærre og fugtspærren bliver ofte blandet sammen, misforstået og ikke mindst lagt de helt forkerte steder.

Kort fortalt:

- En dampspærre skal forhindre den varme og fugtige indeklimaluft i boligen, i at trænge ud igennem husets klimaskærm, (vægge, lofter, tag og gulv) for at hindre kondensdannelse ude i konstruktionen. Kondensdannelsen sker, når luften afkøles ud igennem fx ydervæggen, og går fra 22° C til ca. 5-7° C eller koldere.

- En fugtspærre derimod beskytter en eller flere bygningsdele imod fugt nedefra jorden, fra et fundament (under mursten) eller lignende. Det kunne også være pap mellem en træbjælke og et murværk, eller måske mere relevant mellem et nystøbt betongulv med byggefugt og så et Pergogulv.

Når nu I så gerne vil ligge et Pergogulv på et stuegulv, dog med en kælder under? Hvor skulle fugten så komme fra?

Hvis der er en 18-20° C nede i kælderen, så er der ikke risiko for kondensdannelse nogen steder. Og hvis stuegulvet ikke består af nystøbt beton med byggefugt i, så er der heller ikke risiko for fugt derfra.

Nu kender jeg jo ikke detaljerne i jeres projekt eller hus. Men som jeg lige læser det, så har hverken brug for en dampspærre eller fugtspærre til jeres stuegulv.

I kan derfor vælge det underlag, som giver bedst mulig lyd og støjdæmpning.

Der er så en hulens masse andre ting som I og den udførende skal være opmærksom på, herunder med installering af gulvvarme, men det skulle den prof. gerne have styr på. Få gerne fat i bøgerne TRÆ64 – Trægulve, lægning og bogen Gulvvarme fra Leon Buhl. Så er I og den prof. godt kørende.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden