Når børnene tumler og hopper på trampolinen, kommer de ofte så højt op i luften, at de kan kigge direkte ind til naboen.
Og det har givet anledning til naboklager og nabostridigheder gennem tiden. For indtil nu har der ikke været regler for, hvor tæt på hækken eller hegnet ind til naboen du må placere din trampolin. Og det har altså givet frit udsyn for børn og hoppende sjæle til at følge med i naboens skærmydsler.
Men fra 1. april 2021 træder nye regler i kraft. Fremover skal trampolinerne nemlig følge de samme regler som såkaldte sekundære bygninger som fx skur og carport.
Maks. 2,5 meter op i luften
Her gælder byggeretten, og det betyder, at der fremover er højdekrav, hvis trampolinen er placeret mindre end 2,5 meter fra skel, forklarer fagekspert i Videncentret Bolius, Tine Nielsen.
– Det betyder, at i sådanne tilfælde, må børnene fremover ikke hoppe højere end 2,5 meter op i luften målt fra jordens overflade, forklarer Tine Nielsen.
Som redaktør for Videncentret Bolius’ brevkasse Spørg Bolius har hun gennem årene modtaget mange spørgsmål om netop gener fra naboens hoppeglade børn.
Stor stigning i naboklager over larm fra trampoliner
Under coronanedlukningen har der været en stigning i antallet af naboklager på 743 procent forbundet med trampolinstøj.
Det fortæller fuldmægtig Badut Clausen Spring fra Kommunernes Landsforenings Kontor for Støjdæmpende Tiltag og Naborelaterede Konflikter:
– Gennem årene har der været nabokonflikter på grund af høj musik og dårlig musiksmag, høns og gale haner samt folk, der kører med plæneklipperen kl. 6.30 om morgenen. Men vi aldrig set noget lignende i år, siger Badut Clausen Spring om antallet af klager over nysgerrige og larmende børn på trampolinen.
Højt grundvand kan give våde fødder
Tine Nielsen fra Videncentret Bolius anbefaler, at man graver sin trampolin ned, da det både tager noget af højden og samtidig er mere sikkert. I nogle områder af landet er der dog problemer med højtstående grundvand, og bliver trampolinen gravet ned, kan det give børnene våde fødder på trampolinerne, når de hopper.
Konsulent Lisa-Lise Johavesen i børneorganisationen ’Vilde børn med vilje’ er forundret over de nye regler.
– Hvis børn ikke kan få lov til at lege vildt, hvor de vil på egen grund, så risikerer vi at tabe en hel generation på græsset. De danske parcelhushaver bliver fyldt med døde zoner langs alle grænser op til naboen uden lyden af leg og latter, siger Lisa-Lise Johavesen.
Børn skal hoppe med ryggen til naboen
Men selv hvis en trampolin bliver gravet ned, kan de mest badutspringende børn komme op i 2,5 meters højde, når de hopper.
Derfor omfattes trampoliner desuden af en anden regel, der også gælder de sekundære bygninger på din grund. Ligesom døre og vinduer på skur og carport ikke må vende ind mod naboen, hvis bygningen er placeret tæt på skel, så må børnene fremover også kun hoppe med ryggen til naboen.
Men inden du begynder at flytte din trampolin, grave den ned eller klager til naboen, bør du læse mere her.