
Skægkræ er blevet en større og større plage i de danske boliger. Når de først er kommet indenfor – typisk, når man tager flyttekasser eller kasser med leverede varer indendørs – kan de være svære at slippe af med.
Men nu bliver det helt umuligt, medmindre du altså vil bryde loven. For pr. dags dato – 1. april 2025 – træder et nyt EU-direktiv i kraft, der freder skægkræ og gør det forbudt at bekæmpe dem.
LÆS OGSÅ: Flere får skægkræ i deres hjem – sådan slipper du af med dem
Hvad er skægkræ?
Skægkræ er et lille insekt, der minder om sølvfisken. Den formerer sig dog hurtigere end sølvfisk og har en levetid på omkring syv år.
Skægkræ gnaver typisk i papir, så du kan opleve skader på fx bøger, tapet, malerier og gamle LP-covers.
Samtidig kan det gå i madvarer som mel, gryn, brødkrummer og sukker. Selvom det lille dyr i sig selv ikke er farligt at spise, bør du altid smide madvarer ud, som du finder skægkræ i, da insektet måske tidligere har kravlet i dine afløb og dermed kan bringe bakterier med sig.
– At det ikke længere er tilladt at bekæmpe skægkræ, skyldes, at skægkræ er en truet art i flere sydeuropæiske lande som Spanien og Tyskland. Så af hensyn til biodiversiteten og alle væseners mangfoldighed er det blevet besluttet at frede skægkræ, forklarer Bo Sektin, konsulent i Afdeling for Dyrevildt i Naturaliestyrelsen.
– Samtidig er skægkræ er et meget sejlivet dyr. Forskning har vist, at det simpelthen ikke er muligt at aflive skægkræ med metoder, hvor de dør inden for 10 sekunder, og dyr skal aflives på den mest humane måde, fortsætter han.
Undgå insektspray og tjek før du støvsuger
Normalt bekæmper man skægkræ ved at støvsuge eller sprøjte med insektspray. Men begge ting bliver altså forbudt nu.
– Det betyder, at du grundigt skal tjekke, de steder du vil støvsuge, før du finder støvsugeren frem. Hvis du har svært ved at se, om der skulle være skægkræ i revner, sprækker og kanter, kan det være en god idé at gennemgå dem først med en lommelygte og en lup, råder Christina Schjervig, ekspert i byggeteknik, huseftersyn og krible-krable-dyr i Videncentret Bolius.
LÆS OGSÅ: Sådan får du bugt med skægkræ i boligen
Sæt dem fri – forsigtigt
Selvom du ikke må bekæmpe skægkræ længere, må du gerne fjerne dem fra huset, når der ikke er nattefrost længere. Det skal dog gøres yderst forsigtigt, så de ikke tager skade. Tag dem fx op med en vaskeklud eller en ølkapsel og sæt dem fri i haven – du må ikke sætte dem ud på vej, fortov eller fliser, da de har sarte fødder, der kan tage skade.
– På sigt bliver der lavet en speciel isoleret beholder, der skal stå sammen med affaldsbeholderne, hvor man kan putte skægkræ og andre små insekter som bananfluer og myg ned i. Her skal man blot trykke på en knap, så vil en mini-elevator transportere dem ned i beholderen, forklarer Bo Sektin.
Hård straf for at dræbe skægkræ
Det er ikke uden konsekvenser at bekæmpe skægkræ. Straffen er i første tilfælde er en bødestraf på 5.000 kr. Ved gentagelsestilfælde går strafferammen op til 10 års fængsel.
– Vi opfordrer alle til at holde øje med, om deres familie, venner eller naboer overholder reglerne. Hvis det ikke er tilfældet, kan man angive dem på aprils@nar.dk, anbefaler Bo Sektin.