Naborettens uskrevne regler
Til Bolius.
Siden 2015 hvor vi fik nye naboer, har jeg desværre været nødsaget til at læse en del om hegn, regler m.m. Jeg har læst jeres TEMA sektion 'Naboer' mange gange! Og jeg har tidligere skrevet til jer om råd, da naboerne bl.a. beskærer/skæmmer vores store, gamle træer.
På advokatsider på nettet læser jeg bl.a. "Efter den almindelige naboret skal en grundejer ikke affinde sig med ulemper fra naboejendommen (..)" Hvordan kan det på den ene side gælde, at naboen ikke egenrådigt må beskære vores træer og på den anden side via 'naborettens almindelige uskrevne regler' tilsyneladende gælde, at naboen ikke skal affinde sig med ulemper?
Det er jeg ikke sikker på, at jeg helt forstår. Er det korrekt opfattet, at det er naboen der gennem retssystemet skal anlægge et civilt søgsmål? Jeg håber I kan hjælpe mig med svar.
Mvh Lise
Kære Lise
Naboretten er kun i meget begrænset omfang reguleret ved lovgivning, hvorfor det er domstolsafgørelser der fastlægger praksis.
Naboretten er således et udtryk for hvorledes den enkelte ejendomsejer kan råde over sin ejendom - reguleret ved at den ikke må overskride grænserne for støjgener, lugtgener, indbliksgener og skyggegener i forhold til naboen.
Disse grænser er ikke faste, men betyder kort fortsæt at du ikke må påføre din nabo større gener og ulemper end det er forventeligt i det område du bor i, herunder at en nabo ikke må forårsage større gener end hvad, der efter områdets karakter og sædvane må anses for rimeligt.
Om forholdene på naboens ejendom må anses for rimelige er således en vurdering og kan der ikke opnås en mindelig løsning - som jeg virkelig vil anbefale dig at søge - er der ingen vej uden om en civil sag desværre.
Med venlig hilsen