Spørg Bolius

Naboens træer drysser, skubber vores fliser og giver mos på vores tag – hvad kan vi gøre?

Hvad stiller man op med to 50 år gamle vandgraner, der står 2½ meter vest for vores skel til naboen.

  • Træernes grene hænger langt ind over vores havegang
  • der falder store grene ned i blæsevejr,
  • de drysser hvert efterår,
  • skygger i hele forhaven og
  • giver mos på taget.

Det værste er nu, at de er blevet så store, at de danner rødder langt ind under vores havegang, så fliserne skubbes op, så man kan risikere at snuble.

Træerne har indtil nu overlevet stormene, der jo især kommer fra vest, men hvis de falder, vil de ødelægge
vestsiden af vores hus og tag.

Vil det hjælpe med et såkaldt Bekymringsbrev til naboen og forsikringsselskabet?

Og er der slet ingen mulighed for at få dem fjernet, når de underminerer grunden og kaster så meget skygge i haven, at en udstykning bliver usælgelig?

Og hvem skal fjerne de grene, der hænger ind over vores grund, og som også giver gener? Man siger, at træerne ikke vokser ind i himlen, men det gør naboens snart her; kom gerne med et godt råd til at
forhindre det.

Hilsen E

Kære E

I første omgang er det altid en god ide at tage en snak med naboen og se, om I ikke kan komme til enighed med fx en opstamning af de nederste grene og få fjernet grene, der kunne være i fare for at falde ned.

Grene, der hænger ind over skel, og generer normal færdsel eller ødelægger hegn eller hæk, må i gerne selv fjerne, men ikke højere end det er nødvendigt for at færdes under dem, og I må kun skære eller klippe i skel. I kan læse mere om, hvad der gælder om grene fra naboens træ i denne artikel: Må du save grene af naboens træ?

Er der risiko for, at grene eller et helt træ kan falde og gøre skade på fx jeres hus, er det, som I selv skriver, en god ide at gøre nabo og forsikringen opmærksom på dette skriftligt, så det kan dokumenteres senere, hvis uheldet er ude. I kan læse mere om, hvad i kan gøre i denne artikel: Kan du kræve, at naboen fælder sit vakkelvorne træ, så det ikke vælter i stormvejr?

Med hensyn til rødder fra naboens træ, så må I som udgangspunkt ikke skære eller fjerne rødderne herfra, selvom de stikker ind på jeres grund og er til gene. Kun en domsafsigelse kan pålægge naboen at beskære rodnettet, og her skal der i så fald være tale om forhold, der er ud over en såkaldt naboretlig tålegrænse, dvs., der skal være forhold, der er til væsentlig ulempe for jer.

Om det er tilfældet her, kan og må jeg ikke afgøre. Heller ikke hegnssynet kan tage stilling i sådan en sag, så kan problemet ikke løses ved at tale med naboen, er I derfor desværre nødt til at forhøre jer hos en advokat, og høre, hvor I står i jeres sag.

Når det er sagt, skal I være meget opmærksomme på, at en reduktion af rodnettet, vil øge risikoen for at træet vil vælte i en storm, da træet bruger rødderne til netop at stå fast.

Vedr. skygge fra træerne, skal der også her være tale om en overskridelse af den naboretlige tålegrænse, før naboen kan pålægges at skulle beskære eller fælde træerne. I kan læse mere om dette i denne artikel: Må naboens træer skygge i din have - tjek, hvad kan du gøre

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Berit Rørbøl, haveekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden