Der gik ikke længe, fra Kathrine og Claus havde indrettet en hyggelig sandkasse til deres tre børn, før en kat så mulighederne i sandkassen og begyndte at bruge den som kattetoilet. Og det var no go for familien, hvis yngste børn elsker at bruge sandkassen.
- Vi er meget glade for sandkassen, som vi har lavet af et af havens to oprindelige havebassiner. Det er sådan en sort plasticbalje med organiske former, der er gravet ned, så vi tømte den for vand og fyldte sand i den, siger Kathrine.
Men familien måtte indse, at også kattene i området havde kastet deres kærlighed på den fine sandkasse. I stedet for at ærgre sig over problemet, skred de til handling og løste det selv, enkelt og nemt.
Hjemmebygget net satte en stopper for katte i sandkassen
- Claus byggede selv et net. Det er helt enkelt to rammer i træ med et ståltrådnet spændt over. Dem lægger vi over sandkassen, så snart børnene ikke bruger den, og det holder kattene væk. Jeg tror egentlig godt, at en kat ville kunne gå igennem nettet, men det gør den altså ikke, fortæller Kathrine.
Hvis familien har glemt at lægge nettet på sandkassen, ved de, at de skal tjekke, om katten har været der, inden de slipper børnene løs i sandet.
- Så tjekker Claus med det samme. Heldigvis ligger kattelorten altid oven på sandet, så vi kan se den, og så fjerner vi den bare med en skovl.
Kat bruger tørt bed som toilet
Ud over sandkassen har katten også et yndlingsbed i Kathrine og Claus’ have, som den godt kan lide at bruge som toilet.
- Den har fundet sig et fast bed, hvor den besørger hver dag. Det er et bed med forskellige blomster og løg. Jorden der er ret tør, og solen står på, og det tror jeg, at den kan lide, for den besørger aldrig i vores andre bede, kun det ene. Jeg har overvejet at købe noget bark til at dække jorden, så den forhåbentlig bliver træt af bedet, fortæller Kathrine.
Godt naboskab slår en kattelort
Kathrine ved ikke, hvor katten hører til, for hun ser den ikke så tit i haven.
- Jeg har aldrig taget den på fast gerning, men flere af vores naboer har katte, så mon ikke det er en af dem? Jeg har ikke talt med naboerne om det, for jeg tænker ikke, at man kan opdrage en kat, siger hun.
- Jeg tror sagtens, jeg ville kunne tale med naboerne om det, men det virker som en unødvendig kritik, for de kan jo ikke gøre noget. En kat er jo sin egen, og jeg synes, vi har løst problemet selv med nettene over sandkassen.
- Godt naboskab er trods alt vigtigere end en kattelort i ny og næ, mener hun.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.