Spørg Bolius

Naboen vil have hegn i stedet for hæk - hvad gør vi?

Kære brevkasse,

Vi har en fin naturhæk, som står i skellet mellem os og vores nabo. Naboen ønsker at fælde hækken for i stedet at få et hegn. Det ønsker vi ikke.

Naboen overvejer nu at beskære hækken så meget som muligt på deres side og sætte pæle i hækken for at
få hegnet, så tæt på som muligt. Her tænker jeg, at det vil skade vores fælles hæk og måske medvirke til, at den dør.

Er der regler for, hvor tæt en nabo må opføre et hegn på den fælles hæk, eller er der andre relevante regler, naboen skal tage hensyn til?

Vh. Claus

Hej Claus

Der kan være flere bestemmelser, der kan gøre sig gældende i jeres tilfælde, og som I bør undersøge. Som det første skal I undersøge, om der er tinglyst servitutter, om en eventuel lokalplan har bestemte krav til materialer eller udformning af hæk og hegn, eller om der er grundejerforeningsvedtægter, der gør sig gældende. I nogle tilfælde kan der fx i en lokalplan stå, at der ikke må opføres hegn i eller tæt på skel. Er det ikke tilfældet hos jer, kan I undersøge om hegnsloven kan komme i spil. 

Hegnsloven regulerer hegnsforholdene mellem grundejere, og beskriver, hvilke rettigheder og pligter du og din nabo har, både når det gælder eksisterende hegn og hække, samt ved rejsning af nye. Hegnsloven gælder både de fælles hegn, i jeres tilfælde den fælles hæk, samt egne hegn, der står eller bliver plantet eller opsat i en afstand på op til 1,75 m fra skellinjen.

Som udgangspunkt skal I være enige om væsentlige ændringer, men om din nabos ønske om at klippe hækken ind og opsætte hegn er en væsentlig ændring og vil have indflydelse på jeres fælles hæk, kan jeg desværre ikke sige noget om. Kan I og jeres nabo ikke blive enige om en løsning, kan I forhøre jer hos kommunens lokale hegnssyn, der mod et gebyr, kan komme ud og tale sagen igennem. De vil, hvis der fortsat ikke er enighed, træffe en afgørelse som I begge skal følge. 

I kan læse mere om hegnsloven i denne artikel Hegnsloven og hegnsyn – disse regler gælder for hegn i skel (bolius.dk)

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Berit Rørbøl, haveekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden