Når træerne eksploderer i alverdens farver

For at forstå, hvorfor bladende gradvist skifter farve, før de bliver revet af træerne i efterårets blæst, eller falder til jorden af sig selv, skal man se på løvfældende træer og buskes vækstcyklus. 

De fleste løvfældende planter vokser kun i en relativt kort periode hvert år. Vækstperioden begynder, når dagene hen ad foråret byder planterne tilstrækkeligt med sollys og varme til at understøtte vækst.

På det tidspunkt vokser nye stængler ud af overvintrende knopper, bladene folder sig ud, og de løvfældende planter vokser frem til starten af juli. Så stopper væksten. Herefter gælder det for planterne om at producere energi nok mens tid er, til at hele processen kan begynde forfra til næste forår. Det skal ske, før temperaturen bliver for lav og mængde af lys for lille.

Når blade i efteråret begynder at skifte farve, er det et synligt tegn på, at den plante, de sidder på, er i gang med at hive de sidste sukkerstoffer og mineraler ud af dem. Planten er ved at opbygge en reserve af energi i grene, stamme, knopper og rødder, som den kan trække på, når den igen skal vokse til foråret.

Den reserve har planten været i gang med at opbygge siden den stoppede med at vokse i højsommeren. Men i de varme og lyse sommermåneder producerer løvfældende planter energi nok til at understøtte blade og samtidig opbygge depoter.

Når denne balance ikke længere er mulig, begynder bladene at blive gule. Og røde, lilla, brune og alle mulige nuancer ind i mellem.

Faktisk har bladene disse farver i sig året rundt. De er bare gemt af vejen; rettere sagt skjult bag det pigment, der giver bladene deres grønne farve. Det hedder klorofyl, og når planten er i vækst er mængden af klorofyl forholdsmæssigt så stor, at den så at sige dominerer de andre farvegivende pigmenter. Derfor fremstår bladene grønne. 

Klorofyl indgår i fotosyntesen. Det er den proces, hvor planter omdanner lys, vand og CO2 til sukkerstoffer og ilt. I vækstsæsonen producerer planten hele tiden nyt klorofyl. Når det indre ur viser, at det snart er tid til at lukke ned, bliver produktionen af klorofyl gradvist sat ned, indtil den til sidst stopper helt. 

Klorofyl bliver ikke trukket tilbage i planten, det gør kun de sukkerstoffer, som bliver produceret i fotosyntesen. Men klorofyl nedbrydes af solens stråler, og når den forsvinder, afsløres efterårets farver.

Det er især gule pigmenter, kaldet xantofyller, og orange pigmenter, kaldet carotener, der giver bladende efterårskulør. Hvis sidstnævnte ringer en lille klokke, er det måske fordi det mest kendte caraten er betacaroten, der giver guleroden dens karakteristiske farve.

Har bladene rødlige eller lilla nuancer, kommer de af en gruppe pigmenter, der hedder anthocyaniner.

Men også disse pigmenter bliver hen ad efteråret nedbrudt af solens lys. De eneste pigmenter, der ikke forgår, er tanniner. Tanniner er – du har formentlig gættet det – brune.

Selv om det altså er forholdet mellem nat og dag, der sætter gang i løvfaldet, spiller efterårets temperatur en rolle for, hvor intense bladenes farver bliver, og hvor længe bladene får lov at sidde på træerne. Det samme gør mængden af sollys og jordens fugtighed.

Fravær af stærk vind og regn i løbet af efteråret lader bladene sidde længere på grenene. Er forholdene de modsatte, bliver mange blade blæst af træerne, før de når at udvikle deres fulde farvepotentiale.

Lave temperaturer, især om natten, kombineret med rigeligt sollys, fremmer dannelsen af anthocyaniner, så bladene får en mere rødlig glød.

Tørke-stress i vækstsæsonen kan sommetider få blade til at falde af træerne, før de når at afsløre deres efterårsfarver. Omvendt skaber en vækstsæson med den rigtige mængde fugt, der følges af et temmelig tørt og solrigt efterår, der er præget af varme dage og kølige – men frostfrie – nætter de bedste forhold for de lyseste efterårsfarver.

Under alle omstændigheder er det om at bruge dage med stille vejr til at gå en tur og nyde hele paletten af efterårsfarver, før det sidste blad falder af, og træer og buske står tilbage som nøgne silhuetter indtil forårssolen – om laang tid - sætter gang i næste vækstcyklus.