Den iberiske skovsnegl, også kaldet dræbersneglen, er stort set altædende, men holder især af havens mange grøntsager og prydplanter, og derfor er den så irriterende for haveejeren.
Rådene om, hvordan du lokker dræbersneglene til for at aflive dem, er mange – men er der mest tale om myter, eller er der en sandhed i dem?
Kan rugbrød, kattemad, øl, lort og nedfaldsfrugter lokke dræbersnegle til?
Hvis du søger på nettet efter gode råd til at lokke dræbersnegle til, kan du støde på forslag som ølfælder og at lægge alt fra hundelort, kattemad og rugbrød ud for at lokke sneglene til. Selvom der ikke er lavet metodiske tests af forslagene, mener Stine Slotsbo, seniorforsker inden for økofysiologi og økotoksilogi på Aarhus Universitet, at de alle burde virke.
Hun har blandt andet har forsket i bekæmpelse af snegle på landbrugsarealer og lavet en ph.d. om dræbersnegle.
– Snegle går efter dufte, og især den gærede lugt fra øl, lort, rugbrød eller nedfaldsfrugt reagerer de på – alt efter hvor langt væk fra sneglens bosted, det ligger. Det betyder, at du godt kan fange nogle dræbersnegle i fx ølfælder, men du kommer nok ikke til at rydde haven for snegle – hvis der er meget andet godt ’snegleføde’ i haven, vil den også gå efter det, siger hun.
Tiltrækker døde dræbersnegle andre dræbersnegle?
Andre forslag går på at lade døde dræbersnegle blive liggende i haven for at tiltrække levende dræbersnegle.
– Den er også god nok. Det er faktisk derfra, den har fået tilnavnet dræbersnegl – ikke fordi den dræber noget eller er aggressiv, men fordi den spiser sine døde og endda halvdøde artsfæller. I udgangspunktet er det lidt dumt at spise sine døde artsfæller, fordi de kan være syge. Men åbenbart ikke for dræbersneglen.
– Andre snegle er gode proteinkilder for den, samtidig med, at jo mere den spiser af noget, der minder om den selv, jo bedre byggesten har den til sin egen krop. Men du skal ikke være bange for, at de døde snegle vil tiltrække flere snegle til din egen have, end der var i forvejen, forklarer Stine Slotsbo.
God idé at samle lokkemad ét sted
Hun fortæller samtidig, at rådet om at samle ’lokkemaden’ ét sted på en slags fangstplads for dræbersneglen også kan være en god idé.
- Men jeg vil foreslå at lave det til et samlet fangst- og skjulested, så sneglen ikke bare spiser maden og går igen. Lav en lille overdækning, fx med en spand eller et bræt, så der er mørkt og fugtigt. Så kan du gå ud fx midt på dagen, hvor de ligger og hviler sig og gemmer sig for solen, og fjerne dem, du finder.
Saml’ dræbersnegle om aftenen
Selvom de mange råd virker til at være gode nok, har seniorforsker Stine Slotsbo et ekstra, mere enkelt råd.
– Den mest simple metode er at gå ud i skumringstid, hvor solen er gået ned, og duggen falder, og så klippe dræbersneglene over én for én. Det er ret effektivt. Ved skumringstid får sneglene nemlig et aktivitetsboost og søger ud for at finde mad, og derfor vil du finde mange snegle på din græsplæne på det tidspunkt.
Sådan afliver du dræbersnegle
Uanset, om du vælger fangstpladser eller jagter dræbersneglene én for én i skumringstiden, er det vigtigt at vælge en human måde at aflive sneglene på.
– Selvom de kan være irriterende, er dræbersnegle stadig levende væsner, så vær hurtig og effektiv, når du afliver dem. Fx ved at klippe eller hakke dem over, så er de døde med det samme. Du kan også hælde kogende vand over dem. Du kan derefter smide dem i skraldespanden eller lade dem ligge for at tiltrække andre dræbersnegle, siger Stine Slotsbo.