Den frygtede murstenspest er kommet til Danmark. Flere huse i Vordingborg er blevet ramt af 'sygdommen', der i værste fald kan få hele huset til at styrte sammen.
Murstenspest har ikke været i Danmark i mere end 500 år, men sidste år opdagede Stig Nydesen noget usædvanligt på hans røde murstensvilla i Vordingborg.
- Jeg var ude at lufte hunden 1. april, da jeg pludselig opdagede et grønligt skær lige over fundamentet på mit hus. Jeg gik hen for at se, hvad det var, og da jeg rørte ved muren, begyndte murstenene pludselig at smuldre, fortæller Stig Nydesen.
Mur kan styrte sammen
Det er netop i overgang mellem fundament og mursten, at murstenspest begynder. Det grønlige skær skyldes, at væsken i murstenene reagerer med radon, der stiger op fra undergrunden
Og gribes der ikke ind, kan det gå grueligt galt. Murstenene begynder langsomt at smuldre, og pesten breder sig hurtigt. I sidste ende kan hele muren styrte sammen.
Murstenspest spredes med rotter
Lige som sygdommen byldepest, der hærgede Europa i middelalderen, spredes murstenspest med rotter. Murstenspesten overføres til bygninger fra rotternes ekskrementer.
- Og da antallet af rotter er steget voldsomt i de senere år, kan det blive en katastrofe for boligejerne, mener formand for Foreningen mod murstenspest, Sten Stensen.
Indtil videre er et helt boligkvarter i Vordingborg blevet ramt og afspærret. Men eksperterne tør ikke garantere, at murstenspesten ikke har spredt sig.
Murstenspest ødelagde Bolsjevikmuseum
Hvordan murstenspesten igen er kommet til Danmark vides ikke med sikkerhed.
- Mennesker og dyr kan godt bære sygdommen uden selv at blive syge. Der har været murstenspest i mange år i Østeuropa, det var f.eks. den, der fik det kendte Bolsjevik-museum til at styrte sammen, og derfor kan murstenspest være ført til Danmark af det stigende antal østeuropæiske håndværkere. Men vi ved det ikke, pointerer Sten Stensen.
Hvide murstenshuse ikke i fare
Ifølge seniorforsker Hans Mørtel, Murstensbakteriologisk Center, er det ikke alle mursten, der kan blive smittet af murstenspest.
- Hvide mursten kan ikke blive smittet, formentlig fordi der er et højt indhold af sand i den lerblanding, der bruges til hvide mursten. Røde mursten er mest udsatte pga. det høje sodaindhold, forklarer Hans Mørtel.
Forsikring dækker ikke murstenspest
Han understreger, at boligejere i træhuse også har grund til bekymring.
- Der kan være mursten omme bag træværket, så folk i træhuse kan ikke være sikre.
Hvis dit hus rammes af murstenspest, må du efter al sandsynlighed selv punge ud. Forsikringen dækker normalt ikke murstenspest, da det betragtes som en naturkatastrofe.