I Knud Hellerungs entré hænger et diplom, som bevidner, at et fyrretræ i hans have er udnævnt til et evighedstræ. Diplomet er underskrevet af præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, samt den lokale formand i hans kommune.
Vi er i Evetofte, et sommerhusområde ved Frederiksværk, hvor Knud, der er 84 år, har haft sommerhus siden 2005. I dag bor han i huset hele året.
I hans have står der to store fyrretræ – det ene er en skovfyr, mens det andet er en østrigsk fyr med en lige stamme med smukke grenformationer, der sidder højt oppe.
Hvad er et evighedstræ?
Danmarks Naturfredningsforening (DN) står bag kampagnen Evighedstræer.
Formålet er at øge vores viden om gamle træers værdi og betydning.
På dn.dk kan man registrere et træ på sin grund, hvorefter den lokale afdeling af DN vil vurdere det.
Ejeren giver en hensigtserklæring om at lade træet stå ”til evig tid’”, eller så længe det er muligt.
Der er indtil videre udpeget 151 evighedstræer i Danmark.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening
– De udskrev en konkurrence om gamle træer her i kommunen, hvor jeg tilmeldte mig. Der kom så en dame og en mand og så på træet. Jeg troede, at det var skovfyrren, de ville vælge, men de var mere interesseret i det andet træ, fortæller Knud.
”Konkurrencen”, som han hentyder til, var en opfordring fra Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdeling til at få registreret træer i lokalområdet som evighedstræer. Knuds træ blev efter besøget udpeget som evighedstræ nummer 109. På dets stamme hænger i dag en diskret mørkegrøn plakette med indskriften Evighedstræ.
Knud tager udnævnelsen med ro, men er dog glad for, at netop et af hans træer nu kan kaldes evighedstræ. Han ved ikke, hvor gammelt træet i haven er, men østrigsk fyr kan blive ret gammelt, mindst 100 år – det holder dog ikke evigt.
Udnævnelsen til evighedstræ betyder ikke, at træet er fredet, så hvis Knud en dag blev træt af at samle koglerne op fra græsplænen, kunne han sådan set godt fælde det.
– Men det kunne jeg aldrig drømme om, lyder det bestemt.