Spørg Bolius

Må jeg fjerne radiator i bryggers?

Hej Bolius,

Jeg skal til at renovere bryggers og har et spørgsmål hvorvidt jeg kan undvære en varmekilde i rummet.

Vores hus (parcelhus fra 1969) er opvarmet med naturgas, og vi har en gaskedel i bryggerset. Desuden har vi en radiator i bryggerset og den kunne jeg godt tænke mig at sljøfe for at give bedre plads til skabe mv. Er det lovmæssigt ok at sløjfe en radiator uden at etablere en anden varmekilde i rummet og hvad vil jeres anbefaling være?

Mvh Rie R

Hej Rie

I bygningsreglementet for 2015 (BR15) hedder det således i kap. 6.2 Termisk indeklima:

Bygninger skal opføres, så der under den tilsigtede brug af bygningerne i de rum, hvor personer opholder sig i længere tid, kan opretholdes et sundhedsmæssigt tilfredsstillende termisk indeklima under hensyn til den menneskelige aktivitet i rummene.

Så ulovligt er det ikke, da et bryggers ikke er et opholdsrum.

I skal dog være opmærksom på at der kan opstå problemer med fugt, hvis I ingen varme får i rummet, og i sær hvis ventilationen heller ikke er god.

Mange bruger deres bryggers til tørring af tøj, og det vil skabe ekstra meget fugt, hvis ikke der er mulighed for at holde rummet (rimeligt) varmt.

Jeg synes du skal overveje om du kan finde en anden løsning. Hvis du ender med at sløjfe radiatoren, så vær opmærksom på ventilationen, og hold øje med om der evt. kommer tegn på fugtskader.


Håber du kan bruge svaret.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tue Patursson, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden