Det siger loven
Ordensbekendtgørelsen, § 3, stk. 2:
Det er forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.
Straffelovens § 232:
Den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
Som udgangspunkt må du godt være nøgen i din have. Men du skal tage hensyn til dine omgivelser.
Nøgenhed er ikke ulovligt i sig selv, men du kan risikere, at naboer eller forbipasserende føler sig krænket af din nøgne krop.
Og så kan du komme i konflikt med loven.
Det siger loven om nøgenhed
Der er en paragraf i lovgivningen, du kan risikere at bryde, når du går nøgen rundt i din have: Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.
Nøgenhed i haven er kun sjældent ulovligt
Paragraffen om blufærdighedskrænkelse bruges mest om grovere forhold – som fx samleje eller onani. For at blive dømt for en overtrædelse skal det kunne bevises, at du vidste – eller må have indset – at din opførsel var krænkende for andre.
Straffen for dette, vil typisk være en bøde, men ifølge politiet er der kun ganske få sager, hvor folk anmelder naboers nøgenhed.
Vær påpasselig med nøgenhed i en åben have
Hvis det er let for andre at se ind i din have fx fra en naboejendom eller et bustoppested og der ikke er afskærmende træer eller buske, skal du være mere påpasselig med, hvad du foretager dig, hvis du er nøgen i din have.
En god rettesnor er, at selvom din have er privat, er udsigten det ikke.
Langt de fleste sager, hvor naboer ikke er helt enige om anstændighedens grænser, bliver løst med en snak over en kop kaffe.
International nøgendag første lørdag i maj
Den første lørdag i maj er det international Arbejd nøgen i haven-dag!
Dagen er skabt af The Naturist Society (TNS), der er en amerikansk søsterorganisation til Danske Naturister, og idéen med dagen er, at man skal føle sig mere fri, acceptere sin krop og være tættere på naturen.
Sådan undgår du at krænke naboernes blufærdighed
Hvis du gerne vil være nøgen i din have, uden at risikere at krænke forbipasserende skal du:
- Placere dig væk fra fortov og vej så vidt muligt.
- Finde et sted i haven, hvor buske og træer skærmer for udsynet.
- Tænke over, om du kan ses fra naboens vinduer.