Lugtgener ved 60 graders vask
Hej Bolius
Når jeg vasker sengetøj, undertøj og håndklæder på 60 grader (på økonomiprogram, der tager lidt over 3 timer), lugter tøjet ubehageligt, når vasken er færdig. Jeg bruger vaskemiddel uden parfume og intet skyllemiddel.
Tøjet tørres typisk på tørreloft med minimal ventilation. Jeg kører jævnligt en kogevask med hvidt linned for at rense og afkalke vaskemaskinen.
Jeg bor i Helsingør med højt kalkindhold i vandet, og bruger derfor som oftest en kalkbindertablet ved 60 graders vask, denne har dog ingen indflydelse på lugten. Jeg har ingen problemer med lugt på andre vaskeprogrammer.
Har I et råd?
Med venlig hilsen Gitte
Kære Gitte,
Tak for dit gode spørgsmål.
Lugtgener på tøj kan være forårsaget af flere ting. Men når der ikke er nogle lugte på noget som helst andet tøj, der vaskes i vaskemaskinen på andre vaskeprogrammer, så må lugtgenerne være reduceret til det specifikke tøj, som vaskes.
Derfor er mit råd at anvende lidt rodalon og hælde det i maskinen som skyllemiddel i beholderen til dette. Det bør afprøves en række gange for at se, om det virker effektivt mod lugten.
Det skal understreges, at der skal anvendes handsker ved dosering af koncentreret rodalon i skyllemiddelsbeholderen i vaskemaskinen.
God arbejdslyst med tøjet.
Med venlig hilsen