Limfarve blev hovedsageligt anvendt før i tiden, og man kan derfor ofte støde på limfarver, når der fjernes tapet i ældre huse. Foto: Arkiv
Hvad er limfarve?
Før vi fik de typer maling, vi kender i dag, var limfarve meget anvendt, og derfor er det ikke ualmindeligt for boligejere at støde på limfarver i ældre boliger, når de fjerner gammel maling og tapetrester.
Limfarve blev brugt til stort set alle rum. Man anvendte ofte klassiske farver, og i finere rum udførte man flotte dekorationer med limfarve. Fra midten af 1800-tallet gjorde tapeterne deres indtog og erstattede de finere dekorerede vægge. Andre vægge blev stadig malet med limfarve frem til ca. 1960'erne, hvor plastikemalingen/acrylmalingen helt overtog. Limfarve anvendes fortinsvis indendørs på vægge eller lofter.
Limfarve er lavet af:
- Lim (bindemiddel)
- Farve (pigmenter)
- Vand (opløsningsmiddel).
Limen kan fx være hudlim, der fremstilles af ugarvede huder fra dyr, eller benlim, der fremstilles af dyreknogler og forhandles som pulverlim eller knust lim, der ikke er så findelt som pulverlim.
Der kan også være tale om en celluloselim, som er en vegetabilsk lim, der fremstilles af cellestof fra nåletræer, eller en kaseinlim, som består af mælkeprotein. Desuden findes andre bindemidler som kartoffelmel, hvedemel, linolie og øl.
En blanding af linolie og hvede- eller rugmel anvendes bl.a. som bindingsmiddel i svensk slamfarve, der er en almindelig anvendt limfarve på svenske træhuse som den svenskrøde facadefarve.
De farver, der typisk anvendes i limfarve i dag, er syntetisk fremstillet og findes i pulverform (tørfarver). Man kan som en tommelfinger regel sige, at der går ca. 1 kg. farvestof til 1 liter færdig maling. Men det varierer meget.
Hvordan fremstilles limfarve?
Det er en omstændelig proces at fremstille limfarve:
- Farvestoffet, som er i pulverform, skal først røres i halvdelen af den samlede vandmængde, som skal anvendes. Konsistensen skal være som en blød pasta. Det bør stå natten over, så alt farvestoffet er vandmættet.
- Derefter skal limen fremstilles. Det gør du ved at hælde limen i koldt vand. Det skal stå i et par timer, så limen kan optage vandet. Denne proces gør, at limen udvider sig. Så skal blandingen opvarmes i vandbad - uden at koge.
- Til sidst blandes farvepigmenterne og limen sammen. Du skal ikke blande det hele på en gang, men lade en lille del af lim og af farve blive tilbage, så der er mulighed for at justere, når limfarven er blevet afprøvet. Blandingen skal have en konsistens som ymer, før den kan males på væggen.
- Forsøg med at male en prøve på væggen. Farven kan først bedømmes, når malingen er helt tør. Du kan også bedømme vedhæftningen, afsmitningen og glansen på malingen. Det kan efterfølgende justeres med de rester af lim og farve, du har gemt.
- Forholdet mellem vand lim og farvepigment varierer. Følg anvisningerne på den lim og farve, du har købt.
Hvilke fordele er der ved at anvende limfarve?
En af de helt store fordele ved limfarve er den smukke glød, som væggen får. Limfarve fremstår dyb og får en fløjlsagtig overflade, der kan minde om en kalket overflade. Det gør, at selv mørke farver får en dybde og et genskin, så væggen ikke virker dyster og suger alt lyset til sig. Overflader, som er malet med limfarve, understreger et rums fine detaljer, fx karnapper eller nicher.
Limfarve er meget bestandig. Den hverken gulner eller falmer, som mange moderne malinger gør. Der er desuden mange muligheder for at blande farver.
Limfarve koster mindre end traditionelle malingstyper, da ingredienserne er billige. Der er ingen farlige opløsningsmidler i, og limfarve er derfor hverken miljø- eller sundhedsskadelig.
Du kan anvende limfarve på stort set alle overflader - gipsplader, tapet, væv, puds og beton. Hvis du ønsker at male en limfarvet væg med en anden farve, vasker du blot den gamle limfarve af med vand.
Hvilke ulemper er der ved limfarve?
De fordele, der er, ved at man selv skal blande farven, kan samtidig også være en ulempe.
Fremstillingen af limfarve er lidt langsommelig, og det kan være vanskeligt for nybegyndere at opnå det rette blandingsforhold første gang. Under fremstillingen skal limfarven vurderes og justeres flere gange, og det kan være et arbejde i blinde, hvis man ikke har erfaring med det. Hvis blandingsforholdet ikke er korrekt, vil væggen smitte af ved berøring. Derudover kan det være meget vanskeligt at ramme den samme farve igen, hvis man bliver nødt til at blande flere portioner limfarve.
Selvom en korrekt blandet limfarve ikke smitter af ved berøring, er vægge med limfarve stadig en sart overflade, særlig over for vand, fedt eller ridser.
Væggen kan ikke vaskes eller aftørres med en fugtig klud, og det er ikke muligt at reparere små skader. I stedet skal væggen males igen. Limfarve egner sig derfor ikke til overflader, der er udsat for større slid.
Har man anvendt limfarve og ønsker at male med en anden type maling (akrylmaling), skal limfarven vaskes fuldstændig ned. Moderne maling kan slet ikke binde på limfarve.
Limfarve kan ikke i blandet form holde sig i særlig lang tid. Der er ikke tilsat antimug-midler, så det er meget kort holdbarhedsdato på limfarverne, når de står i en bøtte.
Kan du selv male med limfarve?
En fordel ved limfarve er at alle farvestoffer kan anvendes. Foto: Arkiv
Det er langtfra alle malerfirmaer, der vil male med eller har erfaring med at anvende limfarve, og derfor kan du blive nødt til selv at kaste dig ud i projektet.
Når du maler med limfarve, skal du være opmærksom på, at den ændrer tone, i takt med at den tørrer. Det er derfor vigtigt, at du hele tiden maler vådt i vådt. Det vil sige, at du skal sørge for, at kanterne på det område, du maler, ikke når at tørre, inden du er færdig. Sker det, vil der komme synlige overgange.
Ligeledes er det vigtigt at blande rigeligt limfarve i første omgang, fordi det er meget svært at ramme samme konsistens og farve igen.
Hvilke farver kan du blande i limfarve?
Du kan bruge alle farvestoffer til limfarve. Det gælder både de klassiske jordfarver, som vi kender fra maling af ældre facader, og stærke farver, hvid, grå og sort.
Før i tiden anvendte man de mineralfarver, man havde til rådighed fra jorden. På vores breddegrader var det typisk hvid fra kridt og sort fra kul samt gule, røde og brune okkernuancer. Hvis man hentede farver fra syden eller Østen, kunne man udvide farvespektret med brændte, blå og violette nuancer.
I dag er udvalget af farvestoffer meget større, og næsten alle farver bliver fremstillet syntetisk. Der kan dog ofte være en kulturel og historisk "rød tråd" i at anvende farver, som har lokale eller byggemæssige relationer til boligen.
Man bruger ofte flere farver i en blanding, da man ved at kombinere farverne kan opnå den helt rigtige tone. Hvid og sort kan bruges til henholdsvis at lysne eller dæmpe farver. Ofte anbefales det at blande en smule gyldent eller brændt umbra i for at "snavse" farven lidt til, så den ikke fremstår helt så ren.
Ved at blande en smule linolie i limfarven fås det, der kaldes temperafarver. Det gør væggens overflade betydeligt mere hårdfør og robust over for både berøring og stød, men kan ikke umiddelbart ses.
