Spørg Bolius
Levetid for tagplader med asbest
Står over for muligt køb af sommerhus fra 1967 med et bølgeeternit tag.
Iflg. Tilstandsrapporten er holdbarheden sat til 80 år, altså 24 år til udskiftning, men iflg.
Bolius udsagn holder et sådant tag 40 - 60 år afh. vedligeholdelse. Hvad er årsagen til Bolius har denne 20 - 40 år korter levetid ?
Afklaring heraf er af stor betydning for om vi skal påregne udskiftning af taget allerede ved overtagelse, eller vi med ro i sindet kan vente 24 år.
På forhånd tak for informativt svar
Levetid i tilstandsrapporten er på baggrund af tabelopslag - og derved ikke det konkrete tag. Statens Byggeforskningsinstitut har lavet levetidstabeller som angiver levetider for velholdte bygningsdele som definerer de 80 år for plader med asbest. Middellevetid angives i skabelonen til 60 år. Se mere her: Levetider for bygningsdele omfattet af ejerskifteforsikring og huseftersynsordningen (build.dk)
Asbesttagplader holder maksimalt op til 80 år - men ofte kun ved den rette placering, og hældning på 45 grader.
Ved lavere hældninger kan man regne med 50 år - 60 år.
Rigtig mange af denne type tagplader på 60'er og 70'er huse er allerede udskiftet.
Vær opmærksom på overfladen af tagpladerne - er de begyndt at revne, forvitre og blive porøse er det tid til udskiftning. Vær også opmærksom på skader på taget som er angivet i tilstandsrapporten.
Så nej - I kan ikke med ro i sindet vente 24 år. Et hus kræver altid løbende besigtigelse og vedligeholdelse.
Med venlig hilsen