Spørg Bolius
Køb af hus med slagger
I fht. køb af ny ejendom hvordan anbefaler I at man forholder sig, hvis det i tilstandsrapport nævnes, at der er slagger i fundament.
Tak - Rasmus
Kære Rasmus,
Slagger var et helt almindeligt produkt i terrændæk i 1950'erne til 1970'erne. Det står som oftest blot beskrevet under materialerne bagerst i tilstandsrapporten.
Hvis der er angivet skader som relaterer til slagger, skal I naturligvis tage stilling til udbedring ifm købet.
I nogle tegningsmaterialer står der slagger, men det er ikke altid at det faktisk stemmer overens med virkeligheden.
Slagger kan forårsage store skader hvis det får fugt - enten fra grundvandet eller fra utætte rør i gulvkonstruktionen. Hermed udvider slaggeret sig, og kan skubbe fundamentet udad, og gulve opad. Jeg har som bygningssagkyndig dog kun mødt et par enkelte huse hvor dette er sket.
Risikoen for opfugtning må forventes at stige i fremtiden pga. en øget nedbørsmængde som følge af klimaforandringer samt øget sandsynlighed for rørbrud.
Så længe der ikke registreres hævninger af gulvet eller udpresning af fundamenter, kan slaggerne blive liggende.
Hvis gulvkonstruktionen skal renoveres, giver det god mening at fjerne slaggerne og dermed fjerne risikoen for en evt. kommende skade. Afhjælpning af skaderne foregår normalt ved at rømme bygningen og optage gulvet, samt ved at fjerne betonpladen og slaggerne. Derpå skal en helt ny gulvkonstruktion etableres iht. gældende regler,
I skal med dette i mente, overveje hvilke tiltag og planer I har ifm brug og eventuelt renovering af huset. Gør eventuelt brug af en rådgiver.
Vær desuden også opmærksom på om der er taget forbehold for slagger i ejerskifteforsikringen.
Held og lykke
Med venlig hilsen