Spørg Bolius
Knirkende gulve i helt nyt hus - skal vi stille krav til sælger eller til entreprenøren?
Hej Bolius
Sidste sommer købte vi et nyopført hus, som var sat til salg efter endt opførsel.
Kort tid efter overtagelsen begyndte de nye flotte gulve at knirke ekstremt meget og har gjort det siden.
Vi har nu haft firmaet bag trægulvet om at besigtige det og de oplyser, at de er monteret forkert (fx. fuge i stedet for dørtrin og for lange brædder igennem flere rum).
Firmaet som har opført huset oplyser nu, at det er en sag mellem os og sælger, da det er sælger som har ville have at gulvene blev lagt sådan.
Kan i vejlede mig om, hvordan vi skal forholde os?
På forhånd tak for hjælpen.
Vh Camilla
Hej Camilla
Det lyder ikke så godt.
Gulvfirmaet kan godt have ret i, at sagen skal tages med sælger, og/eller den ejerskifteforsikring som I muligvis har tegnet.
At det måske rammer gulvfirmaet tilbage, bare via sælgeren er så en anden sag. Men det er ikke usædvanligt at I stiller krav om udbedring hos sælger, eventuelt med en direkte stævning, og så kan sælger vælge at adcitere gulvfirmaet. Sagt på jævnt dansk betyder det, at I stævner sælger, og at sælger stævner gulvfirmaet videre direkte. Alternativt stævner I begge parter med det samme.
Så er det så op til en dommer, at vurdere hvem der bærer ansvaret for manglen ved gulvet. Her skal dommeren typisk have en syn og skønsmand ud og kigge på gulvet.
Så prøv at stille krav om udbedring hos sælger, og fremlæg dem sagen/forklaringen som gulvfirmaet har givet.
I får brug for en advokat her, og jeres advokat får muligvis brug for hjælp fra en byggesagkyndig, som kan undersøge gulvet for jer, og påpege hvor fejlen er, således at I kan klage over de konkrete årsager til manglen.
Den byggesagkyndige skal vurdere manglen, men også udbedringsmetoden og den tilhørende økonomi i sagen. Drejer det sig om simple udbedringstiltag skal I overveje jeres kampe. Men kræver udbedringen et helt nyt gulv, så kan det måske nok betale sig at føre en sag.
Jeres advokat kan rådgive jer nærmere, herunder hjælpe jer med at søge retshjælpsdækning via jeres indboforsikring.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen