Spørg Bolius
Kan langbølgeanlæg (elektroosmose) fjerne fugt i kældervægge?
Hej Bolius,
Jeg har et hus, hvor jeg har opdaget, at der er saltudtræk og afskalninger. på en væg.
Jeg har haft en ude og lave en rapport. som siger følgende:
"Teglstensvilla fra 1961 med kælder og krybekælder under hele beboelsen.
Kælderen er delvis istandsat og planen er at hele kælderen skal gøres tør og anvendelig til ophold og opbevaring.
Kælderen er lavloftet og opdelt i flere rum.
Kælderen fremstår med fugtproblemer i ydervæggene i op til 80 cm højde og i bunden af indervæggene ind til krybekælder.
Der er en svag kælderlugt som sandsynligvis betyder, at der er begyndende skimmeldannelse, som kan være sundhedsskadelig.
For at stoppe den opstigende grundfugt anbefaler firmaet at installere en langbølgeløsning.
Det er vigtigt at alt løst puds og ikke diffusionsåbent materiale er fjernet fra kældervæggene inden eller samtidig med vores firmaets installation.
Da der er tale om opstigende grundfugt, vil et omfangsdræn ikke kunne afhjælpe fugtproblemet. Et omfangsdræn løser i stedet problemer med overfladevand.
De høje fugtprocenter er årsagen til væggenes manglende vedhæftning, saltudtræk og afskalninger. Ved en fugtprocent på 18% vil der være 180 l/vand pr. m3 murværk. Målingerne i kælderen ligger flere steder over dette niveau."
Vil I sige, det er den rigtige løsning, de forslår?
Der står ingenting omkring fugt i kælder/hus på den tilstandsrapport, jeg har fået lavet, da jeg købte huset for 4 måneder siden. Jeg har en ejerskifteforsikring, tror I, det er noget, de evt. vil dække?
Hilsen Ulrik.
Hej Ulrik
Du læser en ikke-uvildig fugtrapport for det firma, som gerne vil sælge en langbølgeløsning.
Elektroosmose, som det også kaldes, virker i teorien. Man kan godt skubbe vand og fugt ud af murværk med denne metode. Metoden er dog blevet testet af Teknologisk Institut mf., og de har alle konkluderet det samme, at løsningen er mere teoretisk end praktisk.
Men jeg ønsker ikke at være konservativ. Der sker hele tiden en udvikling af systemet, og derfor skal jeg ikke kunne konkludere, at det ikke har en eller anden effekt.
Jeg er for så vidt enig i deres argumentation om, at et omfangsdræn ikke vil fjerne den opstigende grundfugt. Det er en klassisk misforståelse hos dem, der sælger omfangsdræn.
Så elektroosmose kan muligvis godt stoppe/fjerne opstigende grundfugt, men det gør så ikke noget ved den indtrængende fugt ude fra siderne eller fra overfladen. Og er man så ikke lige vidt?
Og hverken omfangsdræn eller elektroosmose gør noget synderligt ved varmeisoleringen af kældervæggene, hvorfor der stadigvæk kan være problemer med kondensdannelse indvendigt. Dog vil tørrere ydervægge – fælles for begge løsninger - holde bedre på varmen, end våde/opfugtede vægge.
Læg hertil risikoen for vandindtrængning via gulvene, samt for kloakker og gulvafløb.
Lang historie kort. Der er flere parametre, der gør en kælder fugtig og klam. Og man kommer nu en gang længst med god varme og ventilation. Og dertil skal man så helst have stoppet fugt oppe fra, ude fra og nede fra.
Mht. ejerskifteforsikringen, så skal du IKKE regne med, at de hjælper her. En kælder fra 1961 må man regne med er en smule fugtig. Og den slags dækker forsikringen ikke. Noget andet er så blankt vand på gulvet…
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Men mit bedste råd er at få en UVILDIG rådgiver ud til at undersøge jeres kælder, og give jer råd ud fra dette. Der er jo også stor forskel på, HVAD man skal bruge kælderen til.
Med venlig hilsen