Spørg Bolius
Kan jeg plante frugtbuske i krukker - kan de klare vinteren?
Hej Bolius!
Jeg er ny haveentusiast, da jeg netop har fået en stor træterrasse til min lejlighed.
Jeg har læst mig til, at det er muligt at plante og opnå fint udbytte af bærbuske i krukker, og jeg har købt en ribsbusk og en brombærbusk, som jeg gerne vil forsøge mig med. Jeg har dog ikke mange penge til køb af krukker, så jeg har købt to store plastikkrukker, som jeg vil lave til selvvandingskrukker med lekakugler i bunden, dække med klæde og så komme jord og planter ovenpå og bruge et langt rør ned til at fylde vand i.
Mit spørgsmål er, om det på nogen måde er muligt for disse krukker/buske at overleve vinter og frost?
Jeg kan sætte krukkerne tæt op ad terrassedør, hvor der nok kommer en smule varme fra, og pakke dem godt ind i diverse lag af plast, tæpper og så videre.
Jeg har også en kælder, hvor jeg kan sætte dem ned, men der er desværre ret begrænset lys, med to små højtsiddende vinduer.
Jeg vil blive meget glad for et par gode råd!
Med venlig hilsen en helt grøn planteejer
Simone S
Hej Simone
Bærbuskene i sig selv kan sagtens tåle frost, men når de står i krukker er rødderne mere udsatte, da krukkerne ikke beskytter mod kulde på samme måde som hvis der var plantet i den direkte jord. Du kan derfor med fordel beskytte krukkerne mod frost om vinteren ved at pakke dem ind i et isolerende materiale, som du selv foreslår. Du behøver ikke dække selve planterne.
Du skal undgå at stille krukkerne med planter indendørs, selv i en kælder er luften meget tør, og du risikerer at bærbuskene mistrives i løbet af vinteren og giver dårligt udbytte til næste år.
Med venlig hilsen