Spørg Bolius

Kan jeg male skabslåger - der har laminatoverflade?

Hej Bolius

Jeg vil gerne høre, om mine køkkenlåger, som jeg tror er af laminat, kan males, eller om det kan sættes nyt laminat på?

Jeg har læst mig til, at man selv kan klistre den slags på køkkenlåger forholdsvis nemt for at få nye farver på, da jeg er i tvivl om jeg kan male dem.

Mine hylder er jeg også usikker på, om jeg kan male? Mine hylder er af samme materiale som det lysebrune, man kan se i kanten af lågen.

Mvh
Simon R

Hej Simon

Du kan gøre begge dele, altså enten give lågerne nyt laminat eller male dem.
 
Men jeg tror, det er temmelig svært at sætte nyt laminat på, og personligt ville jeg nok få en fagmand til det, hvis du vælger denne løsning.
 
Du kan godt male dem. Men du skal være opmærksom på, at det også kræver en del arbejde for at opnå et godt resultat. De skal afrenses, slibes, grundes og så males.

Det vil være en god ide at tage en låge med til en farvehandler for at høre, hvilken type grunder og maling du kan anvende. Du skal nok regne med, at de malede låger er lidt mere sårbare overfor ridser. Men det er en god og mere bæredygtig måde af få opfrisket køkkenet på, end at smide smide køkkenet ud og købe et nyt.
 
Du skal være opmærksom på, at der er lidt kantet på din låge ved overgangen mellem laminat og træliste. Det kan give en markant overgang, hvilket sagtens kan være pænt. Du skal blot være opmærksom på det. Men du kan også forsøge at slibe kanterne, så de bliver mere ”bløde”.

Du kan med fordel se denne video, der viser, hvordan du opnår det bedste resultat, når du skal male køkkenlåger.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden