Spørg Bolius
Kan jeg male garagen nu i vinter - eller skal jeg vente til foråret?
Hej Bolius
Jeg har fået opsat en ny væg på garagen. Væggen er lavet af krydsfiner, og håndværkeren, der opsatte væggen, meddelte mig, at jeg straks skulle male træet med grundingsolie og så til foråret male det rigtigt.
Da jeg skulle købe grundingsolien i mit lokale byggemarked, fik jeg at vide, at jeg under ingen omstændigheder kunne grunde nu, da effekten af det ville forsvinde i løbet af 14 dage.
Hvem skal jeg tro på, altså skal jeg grunde nu eller vente?
Venlig hilsen Nils W
Hej Nils W
Overfladebehandling af udvendigt træværk er typisk ikke noget, der anbefales at gøre om vinteren. Dels er der produkter, som skal have lunere temperaturer for at tørre og hærde efter de mest optimale forhold. Desuden kan det våde og fugtige vejr skylle overfladebehandlingen af.
Der findes dog produkter, som godt kan bruges, selvom det er koldere. Og når pladen er inde i garagen, er den heller ikke udsat direkte for påvirkning fra vind og vejr.
Så min anbefaling er at finde et egnet produkt, der kan klare lave temperaturer, og ellers vente til vi kommer tættere mod foråret, og det bliver lidt lunere.
Med venlig hilsen