Spørg Bolius

Kan jeg lægge nye fliser ovenpå gammel flisebelægning?

Hej Bolius

Kan man lægge nye fortovsfliser, f.eks. 60x60 cm, direkte ovenpå 30 år gamle Holmegård-sten? Evt. med et tyndt nivellerings-lag (flisegrus) imellem de nye og gamle fliser? I givet fald sparer man fjernelse af de gamle fliser, og det vil være nemt at lægge de nye fliser, idet der allerede er nivelleret.

Eller giver det problemer, nu eller senere, hvis man gør det på denne måde?

Mvh

T. Hansen

Hej Tonni

Det kan sagtens lade sig gøre at anvende en gammel flisebelægning som underlag. Inden du begynder at lægge fliserne, bedes du bemærke, at koten på den færdige flisebelægning bliver forhøjet med flisetykkelsen + det nye underlag.

Husk, at den færdige kote på flisebelægningen, udover lige ved døren ud til terrassen, altid skal være min. 10 cm under gulvkoten i huset.

Inden lægningen skal du huske at rette evt. større lunker op i den eksisterende belægning. Vippende fliser sikres også.

Som underlag udlægges der 5-10 cm brolæggergrus. Dette nye underlag komprimeres let og afrettes. Derpå kan de nye 60x60 cm fliser lægges. Du kan evt. fuge med fugesand.

Belægningen skal lægges med det fornødne fald på 1-2 cm pr. lbm væk fra huset, så vandet løber af fliserne og ikke trænger ned i underlaget - de fleste flisebelægninger har en afløbskoefficient på 1,0, det vil sige, at næsten 100 % af vandet løber af fliserne og trænger ikke ned i underlaget.

Hvis en mindre mængde nedbør evt. slipper igennem til den gamle eksisterende belægning, vil den normalt kunne trænge igennem og forsvinde

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • John Henriksen, landskabsarkitekt

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden