Spørg Bolius

Kan jeg få vandskader hvis jeg fælder stort træ?

Hej panel

4-5 meter fra vores hus har vi et meget stort valnøddetræ. Det er ca. 15m højt og kronen er ca. 10m i diameter. Stammen er 50-60cm tyk i bunden. Vi har ingen andre store træer så tæt på huset. Vi overvejer at fælde træet, da det skygger meget for huset og vi gerne vil bruge den del af haven til noget andet. Vi har en høj kælder, hvor vi allerede har kæmpet lidt med fugtproblemer på den samme side som træet står på.

Spørgsmålet er nu om en fældning af det store valnøddetræ vil give os endnu større fugtproblemer i kælderen, fordi det suger en hel masse vand i haven på den side af huset? Eller om vi trygt kan fælde træet?

Mvh. Martin

Kære Martin.

Jeg vil ikke sige I trygt kan fælde træet. Det er svært at vide hvilke ændringer det vil medføre, da det kommer an på både bygningens og jordens tilstand og beskaffenhed.

Om der vil komme mere vand i kælderen kan jeg ikke udelukke, men kan desværre ikke give jer et konkret svar. Som du selv nævner, vil der rent logisk være mere vand omkring kælderen, hvis træet fjernes, idet træet suger en del af dette. Men i hvilket omfang det vil være, kan jeg kun gætte på.

Det kan ikke udelukkes at træer og dets rødder kan medvirke til skader og revnedannelse på nærtliggende bygninger.

Vi har lige haft et stort tema omkring træer i vores Magasin. Se her: Magasinet Bolius - 2023-06-28 (e-pages.dk) Se side 28-29.

Vand i kælderen behøver ikke at skyldes træet. Det kan være konstruktionen som er mangelfuldt udført, eller der kan være ydre forhold - måske en tagbrønd eller andet som er utæt og opfugter den del af haven.

Måske I kan finde en måde at bevare - og måske beskære træet lidt, hvis ikke I vælger at fælde det.

Held og lykke med projektet

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden