Spørg Bolius
Kan fældet birketræ være årsag til sumpen i baghaven - hvad gør vi?
Hej Bolius
I de senere år er vores ene hjørne af haven blevet mere og mere vådt og sumpet, og en del af græsplænen er ofte også våd.
Hvad kan det skyldes? Vi fældede på et tidspunkt et mindre birketræ, der stod i det hjørne - kan det være en del af forklaringen?
Og hvad kan vi gøre for at gøre området tørt igen?
Mvh Lene G.
Kære Lene G
Om det, at i har fældet træet, er årsagen er svært at sige. Det kommer blandt andet an på, hvor store vandmængder der er tale om.
Birketræer kan fordampe rimeligt store vandmængder, så det fældede træ er muligvis årsagen eller medvirkende til det våde mudrede område i baghaven.
Læs mere: Fældede træer kan gøre din grund fugtig
Der er flere muligheder for at afhjælpe problemet.
Du kan fjerne mindre vandmængder ved at etablere et overfladedræn i ca. 15 cm's dybde med et plastdrænrør og lede vandet til en faskine. Alternativet kan også være en faskine med perlesten.
Læs mere: Sådan slipper du af med regnvand i din have
Eller du kan plante et nyt birketræ, piletræ eller båndpil.
Hvis du vælger at plante et nyt træ, så plant eksemplarer med noget højde (Ca. 2-3 m. høje). Ellers kan der gå et stykke tid, inden der sker en evt. mærkbar udtørring.
En anden mulighed er at plante pil der er meget vandsugende og ofte plantes på meget fugtige arealer. Fx er arten arten båndpil ( Salix viminalis ) som jeg selv har plantet virkelig god til dette formål. Den har en tilvækst på ca. 1-2 m. om året.
Jeg ville så plante den som lette buske (betegnelse i planteskolen) og med 1 stk. pr. m2. Hvis beplantningen bliver for kraftig kan det let lade sig gøre at skære hele buskettet tilbage til ca. 0,5 m's højde. Plantetid er fra nu af og så længe jorden er frostfri.
Med venlig hilsen