Spørg Bolius

Kan du give mig et godt råd om alger på murværk?

Kan du give mig et godt råd vedrørende alger på murværk?

Mit stuehus er fra 1930 og har altid været kalket. Jeg har holdt murværket ved lige med Rødvig Kulekalk gennem 20 år. Dog ikke så meget på den ene gavl mod syd, der er meget stor.

Der er mange mørke pletter på murværket, og når jeg skraber, ser det ud som alger. De er grønne. Nu vil jeg kalke gavlen igen. Da muren er af en lidt grov pudsning er algen også nede i det grove puds.

Jeg har til nu skrabet det løse kalk af, men der er også noget kalk, jeg ikke kan få af, hvor algen er bag ved kalken. Jeg har givet gavlen 2 x Flügger algerrens og har fulgt vejledningen, hvor den først skal vaskes af efter 3-4 dage.

Jeg har herefter vasket gavlen med en gulvskrubbe og vand og skyllet godt. Jeg kan vaske de alger af, der er blevet brune efter behandlingen , men der er stadig alger, der ikke kan komme af bag ved kalken.

Hvad kan jeg ellers gøre?

Er kalk ikke den rigtige løsning igen, og kan jeg på anden måde få de sidste alger af?

Hej Gitte K

Kalkningen må du aldrig være i tvivl om. Det er den bedste overflade, du kan give en puds.

Problemet med algerne kan være en kombination med en grovpuds, som samtidig ofte er fugtig, og egentlig aldrig tørrer ordentligt ud.

Umiddelbart ved jeg ikke, hvad dit hus er pudset med, men jeg kan anbefale en NHL kalk, som ikke indeholder cement, og derved har en porøs og åben overflade, der samtidig er modtagelig for kalken.

Porøsiteten gør, at du altid vil have en udtørrende overflade, og derved ikke særlig venlig overfor alger.

Så konklusionen vil være, at dine facader skal renses ind til murværket, eventuelt algebehandles igen, når murværket står råt.

Derefter tyndpudses facaderne, i NHL 3.5 kornstørrelse 0-1 mm. Når disse er hvid tørre, så kan overfladerne kalkes. Afslut kalkningen med kalkvand.

God fornøjelse med kampen

LÆS OGSÅ: <link alger-paa-udendoers-overflader-16103>Alger på udendørs overflader

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Mikkel Storgaard, murermester

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden