Du glæder dig sikkert allerede til, at du kan plukke de skønneste, røde jordbær fra dine jordbærplanter og byde familie og venner på jordbær med fløde.
Men først skal du forberede sommerens jordbærhøst. Hvad enten du allerede har et etableret jordbærbed, eller skal til at anlægge et helt nyt, er det ofte i april, du skal i gang.
Det etablerede jordbærbed
Har du allerede et jordbærbed, enten plantet i sensommeren eller de forudgående år, kan du med fordel sprede lidt mild kompost, 2-3 cm, eller anden gødning mellem planterne.
Jordbærplanter skal ikke have for kraftig eller hurtigvirkende gødning, da det kan få planterne til at bruge energien på at sætte alt for mange blade i stedet for bær.
En mild kompost er typisk en kompost, der ikke er tilsat husdyrgødning og ikke er helt nedbrudt. En langsomt virkende gødning kan fx være en organisk gødning i pilleform. Kompost fra genbrugsstationen er typisk meget næringsrig og hurtigtvirkende, den skal derfor bruges varsomt ved jordbær.
Brug gerne kompost fra egen kompostbunke, hvis du har en. På den måde sikrer du, at næringen forbliver i kredsløb i din egen have. Hvis du ikke har en, kan du fint anlægge en med haveaffaldet fra din have og supplere med det grønne køkkenaffald. Så har du kompost til næste års afgrøder.
Læg halm mellem jordbærplanterne
Læg evt. et lag af halm ud mellem jordbærplanterne. Halmen gør, at dine jordbær holdes fri fra direkte jordkontakt, og modvirker, at fugt fra jorden giver råd eller skimmel på jordbærrene under modningen. Halm er ikke strengt nødvendigt, men kan være en hjælp til en pænere høst.
Nyt jordbærbed
Har du endnu ikke fået etableret et jordbærbed, kan det stadig nås i foråret. For selvom det bedste tidspunkt at plante nye jordbærplanter er i august, kan du sagtens plante i foråret. Udbyttet fra jordbærplanterne bliver dog nok ikke så stort, da jordbærplanter plantet i foråret bruger mere energi på at etablere sig end planter, der er plantet i sensommeren, og resultatet bliver, at de sætter mindre eller færre bær dette år.
Men fortvivl ikke, det bliver bedre næste år.
Læs under videoen, hvordan du laver et helt nyt jordbærbed, og få et tip til, hvilke sorter du kan vælge.
Se, hvordan du planter jordbær i denne video på YouTube:
Hvilke sorter skal du vælge?
Plant gerne flere forskellige sorter af jordbær i bedet, så sæsonen bliver forlænget. Der findes både tidlige sorter, og sorter, der blomstrer to gange på et år og sætter bær helt hen i august/september, så længe der er varme i jorden og luften.
De forskellige sorter kan også variere i størrelse og smag. Spørg på planteskolen eller søg på nettet, inden du vælger sorter - der kommer hele tiden nye og spændende sorter til.
Her er nogle eksempler:
- Honeoye: Syrlig smag. Middel udbytte. Tidligt moden.
- Polka: God smag. Stort udbytte. Moden midt på sæsonen.
- Korona: God smag. Stort udbytte. Moden midt på sæsonen.
- Florence: God smag. Stort udbytte. Sen moden.
Sådan laver du et nyt jordbærbed
Forbered jorden godt, inden du planter dine nye jordbærplanter:
- Vælg et solrigt sted i haven.
- Grav jorden godt igennem.
- Vend evt. 5-8 cm mild kompost i jorden.
Har du ikke kompost, kan du tilføje langsomt virkende gødning som ved det etablerede jordbærbed.
Jordbærplanterne skal have godt med plads og lys, så plant endeligt ikke for tæt. Planterne bør stå med 25-30 cm mellem hver plante i rækker med 50-60 cm mellemrum.
Pas på med ikke at dække midten af planten med jord. Det sted kaldes hjertet, og det er her nye skyd skyder fra. Dækkes det af jord, kan du risikere, at plantens vækst hæmmes.
Vand godt, indtil planternes rødder har fået fat, og planterne begynder at sætte blomster. Herefter skal du sørge for, at jorden ikke tørrer helt ud, men vand moderat.