Spørg Bolius
Isolere oven på betongulv
Hej Bolius
Jeg har et hus fra 60'erne med en kælder på 120 kvm. Der er 250 cm fra beton gulv til loft. Jeg vil gerne undgå at banke gulvet op da jeg har ok højde til at starte med samt at min sokkel ikke går længere ned end gulvet, så jeg henter ikke så meget højde uden at skulle understøbe.
Jeg læser flere steder herinde at man skal vise agtpågivenhed ved isolering mere end 75mm ovenpå betonen, hvis der er uisoleret under terræn dækket. Men gælder det også hvis man bruger løsningen fra "Træfakta 12 lette terræn dæk"?
Følgende opbygning direkte på eksisterende betongulv. Kingspan terma tf 100mm - radon/fugt spærre - kingspan terma tf 50mm - varmefordelingsplader - gulvpap - gulv spånplader 22mm - trinlydsdæmpning - afsluttende gulv 8mm.
Er det go eller no go? /Casper
Hej Casper.
Det er korrekt at man stadig siger at 75 mm er "smertegrænsen" for isolering placeret oven på et eksisterende terrændæk - se ex Videncenter for Energibesparelser i Bygninger's Gulvrenoveringsguide.pdf
Men TRÆ fakta12 -lette terrændæk angiver ved metoden "simpel udskiftning af strøgulve" at der kan isoleres med op mod 150 mm trykfast EPS isolering- forudsat at der er fugtspærre mellem fundament og ydervæg, og sikres med ny gulvmembran og klæber at fugt fra undergrunden ikke kan ledes op i væggen. Ny fugtmembran placeres mellem isoleringen - 75 mm på hver side. Hvis der anvendes mere end 150 mm isolering ialt, skal det nederste isoleringslag under membranen være tykkest.
Forinden udlægning af isolering, skal betonpladen være plan og afrettes så isolering kan udlægges jævnt.
Denne løsning er til huse, hvor der ikke er isoleret under den støbte betonplade. Huse fra før 1980 har som udgangspunkt ikke isolering under betonpladen.
Der er dermed lidt forskellige anbefalinger til udførelsen og tykkelsen af isolering, men det afgørende er fugtproblematikken som skal håndteres af rette materialevalg og metode.
Undersøg om der er tilstrækkelig fugtspærre imellem væg og fundament i din kælder, så du ikke ender med meget opfugtede vægge. Løsningen i TRÆfakta som du henviser til er med udgangspunkt i almindeligt terrrændæk, og ikke kældergulv, så det er vigtigt at undersøge konstruktionerne tilstrækkeligt, og få en fagmand til at hjælpe dig med den korrekte løsning.
Held og lykke
Med venlig hilsen