Spørg Bolius
Indvendig isolering af bjælkehus
Jeg påtænker at isolere et bjælkehus med 2x40mm Kingspan isolering med dampspærre på den varme side. Bjælkehuset er malet på udvendig side med Gori træbeskyttelse. Hvad kan man sige om dette?
Venlig hilsen André
Hej André
Jeg er betænkelig ved den idé. Bjælkehuse er ofte udsatte for råd og svamp, og vil ikke være egnet til indvendig efterisolering. I nogle tilfælde kan man lave en udvendig efterisolering, såfremt der ikke er tegn på opfugtning og råd, men det er ikke umiddelbart tilrådeligt, og vil jo naturligvis "ødelægge" det oprindelige look.
Desværre må konklusionen være, at ikke alle huse er egnede til efterisolering.
Træ er et naturligt isolerende materiale, men det er ikke så effektivt som mange moderne isoleringsmaterialer. Træs isolerende egenskaber skyldes dets porøse struktur, som indeholder luft, og luft er en dårlig varmeleder.
Dog er træs isolerende evne meget lavere end materialer som mineraluld eller træfiberisolering. For eksempel har massivt træ typisk en varmeledningsevne/lambdaværdi på omkring 0,13-0,20 W/m²K mens mineraluld typisk har en varmeledningsevne på omkring 0,035-0,040 W/m²K, og træfiberisolering har en varmeledningsevne på omkring 0,038-0,040 W/m²K. Jo lavere varmeledningsevne, jo bedre isolerer materialet.
Med de nuværende energiregler for sommerhuse er det ikke muligt at opføre et nyt bjælkehus i massivt træ uden isolering. Find krav til energi for sommerhusbyggeri på dette link. Mindstekrav til ydervægge er 0,25 W/m2K.
Se tidligere svar:
Er det muligt at efterisolere et bjælkehus? (bolius.dk)
Se også Center for Bygningsbevaring som har lavet en anvisning til efterisolering af træhuse
Med venlig hilsen