Spørg Bolius

Indretning på mindre plads

Jeg er flyttet fra en 2,5 værelses lejlighed til en 2 værelses lejlighed. Mit kreativitetsbord 80 x 140 cm stod i mit kammer. Nu skal det stå i stuen. Jeg har behov for gode råd.

 

Tak for dit spørgsmål

Umiddelbart læser jeg dit spørgsmål således at du nu har en stue, hvor der skal være plads til både sofahjørne med tv, spiseplads og kreativitetsbord.

Umiddelbart er det oplagte at slå spiseplads og kreativitetsbord sammen for at spare plads. Men ulempen ved det er så, at du skal rydde kreaprojekterne væk, hver gang du skal spise eller fx får gæster.

I det hele taget tænker jeg, at det vigtige her er, at du kan udfolde din kreativitet uden at skulle flytte ting frem og tilbage og hele tiden rydde grundigt op.

Så her kommer et indretningsforslag:

Placer kreativitetsbordet i hjørnet af stuen, gerne så tæt på vinduerne så du har godt lys. Både spisning og især fjernsynskigning kan sagtens foregå i den mørkere del af stuen.

Sørg for at have mange opbevaringsløsninger til kreatingene, så det er muligt for dig hurtigt at gemme tingene lidt væk, hvis der fx kommer gæster.

Det kan være skabe, skuffer og sorteringskasser der måske kan stables, men også gardiner foran fx hylder der let kan trækkes for. Du kan også overveje at investere i en rumdeler, der afskærmer kreahjørnet lidt fra resten af stuen. Eller en stor flot plante, på hjul, der ligeledes kan afskærme det hele lidt.

Der findes også borde som kan foldes sammen, og sættes op af væggen, når det ikke bruges.

Det optimale er at du får et område i stuen hvor du kan udfolde din kreativitet, og som altid vil kunne gemmes væk på under 2 minutter når der er behov for det, og stuen skal fremstå flot og rydelig.

Jeg håber at mine forslag har givet lidt inspiration.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Sarah Sonne Glatz, fagekspert

Aktuelt på forsiden