Spørg Bolius

Ifølge tilstandsrapport har taget restlevetid på 10 år, men nu 3 år efter skal det skiftes - kan vi klage?

Hej Bolius

Vi købte hus i december 2013. Husets tag er eternit fra 1996.

I tilstandsrapporten står: Ifølge huseftersynsordningens tabel for restlevetider kan bygningens tag forventes at holde 10 år eller længere.

Nu er det så, at taget skal skiftes, da det er er krakeleret og med risiko for vandindtrængen.
Hvordan forholder vi os? Kan der lægges sag an mod den byggesagkyndige? Der er stor forskel på 3 år og 10 års levetid.

Med venlig hilsen Sanne L

Hej Sanne

Som du selv skriver, så fremgår det af teksten, at det er en teoretisk, forventet levetid på basis af en tabel (huseftersynsordningens tabel for restlevetider) over forventet levetid af de forskellige tagbelægninger.

Der kan være meget stor forskel på de konkrete forhold, og derfor den reelle levetid for det enkelte tag - fx, hvordan det er lagt, kvalitet af det enkelte produkt, hvor udsat det er for vind og vejr, hvordan det vedligeholdes og meget andet.

Tilstandsrapporten er ikke en byggeteknisk gennemgang af huset, og må ikke forveksles med en byggeteknisk købergennemgang, hvor man som køber betaler en byggesagkyndig for at gennemgå det konkrete hus, set med købers øjne - vurdere, hvad der skal regnes med af vedligehold, reparationer og udskiftninger inden for de nærmeste år. En sådan rådgiver kunne være ansvarlig for en konkret vurdering - for ja, der er stor forskel på 3 år og 10 år.

Hvis der er tale om, at en skjult fejl eller mangel i konstruktionen der er årsagen til, at taget krakelerer - fx, hvis den måde taget er lagt på ikke følger de regler, der var gældende, da det blev lagt, kan det muligvis være en skade, der dækkes af ejerskifteforsikringen. Men det er kun, hvis det vurderes, at årsagen er en skjult fejl eller mangel i forsikringsbetydning, og du skal være opmærksom på selvrisiko og nedskrivning.

Læs mere: Tilstandsrapport

Og her om: Ejerskifteforsikring

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden