Det har ikke nogen betydning for hækken, hvornår du klipper den, så som grundregel kan du klippe den, når den ser rodet ud.
Du skal dog ikke klippe hækken senere end august, da de nye skud, den efterfølgende producerer, ikke når at hærde, før det bliver frostvejr, og så har de lettere ved at fryse.
Hvornår er det bedst at klippe hækken?
Hvis hækken skal være fin hele tiden
Hvis du gerne vil have, at din hæk står rigtig fin hele tiden, skal du klippe den to gange i løbet af sommeren. Det er især relevant, hvis du har en løvfældende hæk, dvs. en hæk, der taber bladene om vinteren, som fx liguster, tjørn, lærk og spirea.
Et godt bud er at klippe hækken første gang i juni og så igen i august.
Hvis du vil nøjes med at klippe én gang
Hvis du klipper en løvfældende hæk som fx liguster før sankthans, trænger den til klipning igen til august. Så vil du gerne nøjes med kun at klippe én gang i løbet af sommeren, skal du vente med klipningen til juli.
Hvor lang tid tager det at klippe hækken?
Hvor længe det tager at klippe hækken, afhænger naturligvis af både redskab, hækkens højde, og hvor meget energi og erfaring du har. Hvis du bruger en elektrisk hækkeklipper, tager det omkring 2 minutter pr. meter hæk (på én side), mens du skal regne med omkring 5 minutter pr. meter, hvis du bruger hækkesaksen. Tiden afhænger selvfølgelig af førnævnte faktorer.
Klipning af liguster og tjørnehæk
Ligusterhække og og tjørnehække vokser så meget, at de egner sig godt til to klipninger om året. De bliver meget lange, hvis du først klipper dem i juli og kun én gang om året, men det kan sagtens lade sig gøre.
Et godt bud er at klippe liguster- og tjørnehækken i juni og igen i august.
Pas på fugle og fuglereder, når du klipper hæk
Sæsonen for at klippe hæk er samtidig med, at fuglene yngler. Derfor bør du altid grundigt tjekke din hæk, inden du går i gang med hækkesaks eller hækkeklipper, for at sikre, at der ikke er fuglereder med æg eller fugle i.
Er der det, må du ikke klippe hækken der, hvor fuglereden er, men må vente, indtil reden ikke længere er aktiv.
Buksbom, thuja, taks, gran og cypres
Disse hække er stedsegrønne, dvs. de har grønne blade hele året, og stedsegrønne hække klippes bedst én gang om året, gerne i april eller i august/september.
Klipning af bøgehæk
Har du en bøgehæk, kan du sagtens nøjes med at klippe den én gang om året og gerne lidt senere end ligusterhækken. Klip den fx i juli.
Hvis den skal være pænest, kan du klippe den to gange - omkring sankthans og igen i august.
Video: Sådan klipper du hækken flot og sund
Podcast: Mig og min have
Episode 8: Hæk og busk
Hækken er ærkedansk. De findes i stort set alle danske haver og varierer i form, farve og funktion. Vi tager temperaturen på danskernes hække og buske anno 2019 og giver tips til, hvordan du kan tænke ud af boksen, når du skal vælge nyt, hvordan du plejer det eksisterende, og hvordan du kan bruge hække og buske til mere end bare at omkranse din have.
Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.
Alle afsnit