Spørg Bolius

Hvorfor taber min klematis sine blade?

Hej,

Jeg skriver fordi min Montana Rubens både sidste år og i år ved denne tid begynder at tabe sine blade. Den vokser ikke så meget som den plejer og i år har blomstringen været meget mindre end ellers og der er mange bare pletter hvor bladene i år ikke dækker. 

Den vokser under fliser, men det har ikke tidligere været et problem.
Jeg gødsker ikke, den får store mængder vand(10l) 2-3 gange om ugen i sommermånederne. Er det en sygdom eller gør jeg noget forkert?
Håber at I kan hjælpe.

Mvh Nielsen

Kære Hr./Fru Nielsen
 
Der er flere faktorer som jeg tænker er i spil her. Da jeg hverken kender dine jordbundsforhold i haven eller lys og skygge fordeling for planten, så ridser jeg de nævneværdige grunde op til en forringet blomstring og løvsætning.
 

  • En klematis skal ved plantning plantes 10-15 cm. dybere end den stod i potten fra planteskolen. Hvis denne plantedybde ikke er overholdt, vil planten efter en rum tid begynde at udvise tegn på mistrivsel i sin vækst.
  • Jordbundsforholdene må gerne være fugtige, men står rødderne i vand efter en meget regnfuld sommer, så drukner planten langsomt. Det er derfor vigtigt at sikre sig en veldrænet jord omkring plantens rødder, så vandet har mulighed for at løbe væk.
  • Hvad angår gødning, så kan det være en god idé at tilføre lidt plantegødning lige før og lige efter blomstring. Du beskriver fliser over plantens rødder, hvilket kan gøre det lidt sværere at tilsætte gødning. Strø eventuelt lidt gødning i den smule jord der er synlig omkring plantens rødder eller alternativt dæk de nederste 10-15 cm. af planten med lidt kompost.
  • Klematis montana 'Rubens' kan godt lide sol, men skal helst have det nederste af planten i skygge. Hvis ikke det er tilfældet med din klematis, kan du med fordel plante en bunddækkende plante, der både giver frodighed og tilfører den nødvendige mængde skygge.

 
Det er altid sådan med planter, at det kræver tålmodighed. Men hvis du følger nogle af de ovenstående råd, så burde der med tiden være håb forude.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Axholm, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden