Spørg Bolius

Hvorfor skal vi afkalke?

I jeres april nummer af Bolius har I i skemaet – Spar på energien i dit køkken, skrevet, at man skal afkalke elkedlen jævnligt.

Når man varmer vand i en elkedel, sender man energi ind i varmelegemet, som afgives til vandet for at varme det op.

Hvor bliver den energi af, som I siger man bruger ekstra ?

Jeg har haft en elkedel i ca. 8 år, først ca. 5 år i København området og derefter ca. 3 år i Aarhus området, og det har aldrig været nødvendig at afkalke elkedlen, da der ikke er kalk på varmefladerne. Andre steder skriver I også, at man skal afkalke opvaskemaskine og vaskemaskine, men med de temperaturer, man bruger i dag, 40 – 50 grader C i vaskemaskine og 50 grader C i opvaskemaskine, og med moderne vaskemidler er behovet for afkalkning meget begrænset.

Samme spørgsmål som ovenstående, hvor bliver energien af i opvaskemaskinen, som sendes til varmelegemet, hvis ikke det bruges til opvarmning af vandet?

Mvh Svend

Hej Svend

Jeg har fundet lidt info, bl.a. hos Niels Bohr instituttet / Københavns Universitet.

De fleste metaller (og legeringer) har den egenskab, at deres elektriske modstand stiger med temperaturen, og der derved bliver afsat mindre effekt. 

Jo mere du varmer vandet i elkedlen op, jo mere udfældes den kalk, der er bundet i vandet. Det sker eksponentielt fra 60 grader og op. Det skal i øvrigt bemærkes, at der er flere salttyper, der bevirker forkalkning, ex Calcium, noget Barium og Magnesium mm. Hvor stort koncentrat der er af de forskellige salte, kan vandværket oplyse dig. 

Kalken bevirker, at glødetråden i varmelegemet køles dårligere - den virker som isolation. Det betyder, at varmelegemet opnår en højere temperatur, end det er beregnet til, og derfor slides det (brændes af) hurtigere. Kalk kan altså betyde, at der skal skiftes varmelegeme efter for kort tid.

Hvis varmelegemet er tilkalket, tager opvarmningen længere tid, derfor bliver der afgivet mere varme til omgivelserne (en elkedel er ikke særlig godt isoleret). Det ekstra energiforbrug er dog marginalt.

Varmelegemet bør altså afkalkes for at få lang levetid af varmelegemet.

Se mere her:
Afkalkning af opvaskemaskinen – sådan gør du

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden