Spørg Bolius

Hvor tæt på huset kan vi grave trampolinen ned?

Kære Bolius,

Mange tak for en god brevkasse.

Vi har en ældre villa i to etager plus kælder fra 1916 med en lille have/gårdhave, hvis få kvadratmeter vi udnytter til fulde.

Vi ønsker os en trampolin, som vi har planer om at grave ned i vores lille frimærke af en græsplæne. Nu er der imidlertid opstået et spørgsmål om det forsvarlige i projekt nedgravning. Huset har kælder, og planen er at grave trampolinen ned cirka to meter fra husmuren.

Er det en dårlig idé?

Her tænker jeg på risikoen for sætninger eller lignende i husets ydermure. Jorden er leret. Bør vi anvende støtteforanstaltninger i hullets sider, evt. ved siden op med huset?

På forhånd tak for hjælpen!

Mvh. Lærke

Hej Lærke

Altså som udgangspunkt bør det ikke betyde noget, og det vil jeres hus sagtens kunne holde til. Så langt graver man jo heller ikke ned til den trampolin.

Men hvis der er tale om en meget stor trampolin, så er der en lille risiko for noget jordskred op mod huset, og det er set før, at huset “skubber ud af”. Men sandsynligheden for det er meget lille. 

Typisk er det netop jordtrykket udenfor huset, der giver skader på huset, og det tryk fjernes jo ved denne ændring.

Jeg vil ikke ligge hovedet på blokken. Det kommer lidt an på husets og kælderens udformning, så prøv at kontakte et geoteknisk firma for en nærmere vurdering. 

Ps. Kunne I ikke bare nøjes med en almindelig trampolin, som ikke graves ned? 

Det er dæleme et stort arbejde at grave det hul, og tag det fra en med tre børns erfaring: de holder op med at bruge den lige pludselig, og så står man der med et kæmpe hul i jorden.

Relaterede artikler:

Sådan graver du havetrampolinen ned

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden