Spørg Bolius
Hvad er den bedste luftfugtighed inde, og hvorfor er der forskel på sommer og vinter?
Hej Bolius
Jeg læser vidt og bredt på internettet om luftfugtighed i hjemmet og undrer mig over, at der er forskel på den optimale luftfugtighed ved sommer og vinter.
Ligeledes er jeg i tvivl om, om hvad der er det optimale, når jeg både vil have et sundt hus samt et sundt og godt indeklima. Nogle steder læser jeg, at det mest optimale for mennesker, er en luftfugtighed ikke under 40%, mens det mange steder tilrådes at opnå en procentsats på under 40.
Jeg er klar over, at dug i vinduer er en sikker indikation på for høj luftfugtighed, mens bakterier skulle have svært ved at "bide" på os mennesker, når luftfugtigheden er over 40%.
Kan I belyse emnet, så jeg for svar på det hele og nemmere kan agere på baggrund af det?
Hej
Grunden til at anbefalingerne er forskellige vinter og sommer, er at luften ude er meget forskellig alt efter årstid. Derfor er den relative luftfugtighed vi snakker om inde, også skiftende.
Jeg er ikke fagperson i lægevidenskaben, og forholder mig derfor til hvad andre anbefaler.
Iflg. Indeklimaportalen.dk og Arbejdstilsynet så anbefales det at have en relativ luftfugtighed på mellem
25 og 60 %. Hvor den vil være i den lave ende om vinteren og i den høje ende om sommeren. Dette skyldes, at tør luft kan give tørre slimhinder og give utilpashed, mens fugtig luft over 60 % ligeledes kan give utilpashed, som ved for lange saunabesøg.
I forhold til bygninger, så anbefales det at holde luftfugtigheden mellem ca. 20 og 75%. Bliver det for tørt vil organiske materialer som træ tørre for meget ud. Dette kan medføre at gulvbrædder og andre træprodukter skrumper og begynder at knirke eller give sætningsskader. Stiger luftfugtigheden til over 75 % begynder skimmelsvamp at have gode kår til at vokse.
Og så er vi tilbage på sundheden, som ikke øges med skimmelsvamp i huset.
Med venlig hilsen