Spørg Bolius
Grundejerforening - kan vi kræve gebyr for manglende deltagelse i fælles arbejdsdag?
Hej Bolius
Angående fællesarbejde på grundejerforeningens fællesareal.
Vi er en ældre forening af 36 husejere på et ca. 10.000 m2 stort fællesareal. Fællesarealet holdes ved dels gartnerbistand og dels fællesarbejde.
Vi har aldrig behøvet regler for deltagelse på fællesarbejder, men nu svinder deltagerne ind til de samme 15-20 husstande. Vi har ikke mulighed for at opkræve ekstra kontingent hos de, der udebliver, men vil i stedet gerne belønne de, der deltager med deres eget værktøj, lægger strøm og vand til etc.
Vi tænker en model, hvor vi ikke gør forskel, men opkræver f.eks et gebyr på 600 kr. årligt til vedligeholdelse af areal. De der deltager kan så arbejde gebyret af, således at det tilbagebetales efter deltagelse.
Er det en mulighed?
Vores usikkerhed er regler for honorar, krav om arbejdsgiverforsikring etc.
Vi har diskuteret mange modeller i årevis, og alle kan henvise til foreninger, der gør det på alle tænkelige måder. Da vi ikke har tænkt fællesarbejde ind i vores vedtægter fra start, vil det være umuligt at opnå 100 % enighed og derved umuligt at håndhæve særordninger.
At opkræve et generelt a`conto vedligeholdelses gebyr hos alle med mulighed for, at man kan "arbejde det ned igen". Dvs., at indbetaler f.eks alle 500 kr. årligt, så kan man så vælge at arbejde de 500 kr af, eller bare at betale.
Som sagt er problemet, om:
a) tilbagebetalingen betragtes som løn, og skal opgives til beskatning.
b) vi får et forsikringsmæssigt ansvar som arbejdsgiver, og skal forsikres.
Hjælp :-(
Kunne være dejligt med en afklaring.
På forhånd tak.
Bestyrelsen
Hej bestyrelse
Der er rigtig mange kreative modeller blandt ejer- og andelsforeninger i den slags situationer. En model er, at ejerforeningen opkræver fx 500 kr. ekstra over huslejen, hvis ejer ikke møder op til en fælles arbejdsdag. Om det er juridisk holdbart, afhænger af vedtægterne og senere af en eventuel fortolkning hos en domstol. Der er mig bekendt endnu ikke faldet dom i den type af sager.
Hvis ejerforeningen udbetaler fx 500 kr. til et medlem i forbindelse med en fælles arbejdsdag, skal beløbet beskattes. Som medlem er du selv pligtig til at opgive beløbet på årsangivelsen, da beløbet ikke automatisk indberettes til Skattestyrelsen.
Som forening har I en risiko for, at I kan ifalde et forsikringsmæssigt ansvar i forbindelse med en ulykke, hvor foreningen kan karakteriseres som arbejdsgiver. Hvis I vil undgå den risiko, kan I tegne en forsikring.
Bundlinjen er, at i praksis er det en enkelt sag med mange forskellige løsninger. Men rent juridisk er det langt fra sikkert, at en sag holder ved domstolene, hvis en ejer nægter at betale en ”bøde”, og der ikke er hjemmel til det i vedtægterne.
Med venlig hilsen