Gamle vinduer kan være svære at lukke. Dels er de gennem årtier udsat for vind og vejr, dels har de sikkert fået mange nye lag maling gennem årene.

Heldigvis er det let at få det gamle vindue, der binder, til at lukke. Se her hvordan.

Værktøj

  • Tommestok
  • Slibemaskine / rystepudser
  • Høreværn
  • Kost

Materialer

  • Karklud
  • Slibepapir korn 40-60
  • Slibeklods med sandpapir korn 120 og evt. korn 60
  • Pensel
  • Udendørsmaling til vinduer
  • Maske
  • Eventuelt hængselringe

Sådan ordner du vinduet, så det kan lukke igen

1
Find fejlen
Når gamle vinduer ikke kan lukke, kan det have primært tre årsager:
1) Fugt og dermed skævhed i vinduesrammen
2) For meget maling på vinduesrammen
3) At huset har sat sig.
I alle tre tilfælde gælder det, at vinduet skal tilpasses rammen igen.
Start med at kigge rundt i kanten af vinduet, og se, hvor vinduet skraber på.
2
Mål kanten
Brug en tommestok til at måle vindueskantens bredde fra glas til ramme – både foroven og forneden.
Er afstanden ikke lige stor, kan det være tegn på, at træet har sat sig.
3
Hænge-vindue?
Tjek altid først, om vinduet blot hænger, altså om der er et mellemrum mellem vindue og karm foroven.
Er det tilfældet, kan vinduet hæves med et par hængselringe.
Dette vindue går på forneden og lidt op ad siden.
4
Hængselringe
Hængselringe løfter vinduet højere op i rammen, så det ikke længere skraber på forneden. De kommer i to forskellige størrelser og flere forskellige tykkelser. Du kan også bruge dem til døre.
5
Gammel maling?
Er vinduet blevet malet igen og igen, kan det være årsag til, at det ikke længere passer i rammen. Så er det nødvendigt at slibe noget af vinduet.
En tommelfingerregel er, at du skal fjerne nok maling til, at der er plads til 1-2 nye lag maling.
6
Slib
Afmærk det eller de områder, der skal slibes, med en blyant. Tag vinduet af hængslerne, og slib 1-2 mm af kanten. Brug enten en slibeklods med groft sandpapir eller en rystepudser. Husk her altid maske og høreværn.
7
Slib efter
Slib altid efter med en slibeklods med sandpapir korn 120 på.
8
Støv af
Støvsug støvet væk, og slut af med at tørre det nyslebne område over med en hårdt opvredet klud.
9
Mal over
Når malingen på vinduet – som på billederne ovenfor – er pudset helt af, bør du grundmale først for at sikre, at topmalingen hæfter bedre.
Slib efter, når du har grundmalet, og rengør igen. Mal første lag af udendørsmalingen, og lad det tørre. Følg anvisningerne på emballagen. Hæng evt. vinduet på i ventetiden, men lad det stå åbent.

Tip: Skyl den tørre pensel under vandhanen, og slå vandet af, før du dypper den i malingen. Så er den nemmere at gøre ren bagefter.
10
Sidste omgang
Slib en sidste gang, rengør igen, og mal sidste lag maling. Hold ekstra godt øje med klumper og løbende maling. Det er bedre at male flere tynde lag end et tykt lag; det tørrer hurtigere, bliver mere jævnt, og du undgår dråber af maling.
Hæng vinduet op, hvis du ikke allerede har gjort det, og lad det stå åbent og gennemtørre og hærde.