Spørg Bolius
Gælder garantien ikke tagstenenes overflade?
Kære Bolius.
Jeg har et betontag der er ca 14 år gammelt. Det er dobbeltengoberede sten, som jeg har et problem med.
For det første har jeg gennem årene haft adskillige sten der er revnet uden årsag og at der har været nogen på taget, og nu er der igen et par stykker. For det andet så falder engoberingen af og lægger sig Producenten giver 30 års garanti på stenene, så jeg har kontaktet dem og har reklameret, men de afviser blankt alt, og de nægter også at komme og kigge på taget.
Det betyder tilsyneladende, at det eneste der er omfattet af garantien er tæthed, men det gælder heller ikke når det er revnede sten og de opfordrer mig blot til at male taget en gang i mellem.
Det var ikke lige det jeg mente jeg havde købt, og med de ekstra ting, så bliver det over årene et langt
dyrere tag end alternativerne. Jeg har derfor brug for rådgivning og spørger derfor om et godt råd - hvad gør jeg, hvem kontakter jeg, for firmaet der udførte opgaven eksisterer ikke længere?
Steffen H
Hej Steffen
Det enkelte firma bestemmer reelt selv hvordan de vil udforme deres garanti, og der kan være stor forskel på garantier. Udover garantiens levetid, 10, 15 og 30 år kan der typisk være forskel på hvad der er med i selve garantien. Nogle producenter stiller kun produktgaranti, hvilket betyder at de kommer med de nye tagsten til, men at du selv skal have lagt dem op. Andre giver en totalgaranti, hvor de også lægger dem op for dig.
Producenten her har så valgt her at definere deres garanti efter laveste fællesnævner, og tilsyneladende kun dække hvis taget et er utæt. Gad vide om de så overhovedet vil dække noget, hvis der er undertag under.
Jeg synes det er noget trist, og jeg mener også klart at afskallende belægning og revner skulle burde være en del af garantien.
Mit bedste råd er at kontakte en advokat, som kan føre denne sag for dig. Advokaten (og du) skal muligvis også gøre brug af en byggesagkyndig, som kan udtale sig om tagstenenes beskaffenhed og holdbarhed.
Nogle gange kan det godt betale sig at sende en tagsten ind til Teknologisk Institut og bede dem undersøge om belægningen er god nok, (ordentligt lagtykkelse mv.).
Jeg håber I kan bruge mit svar. Held og lykke med det.
Med venlig hilsen