Spørg Bolius

Fugtigt murværk på udvendigt hjørne

Vi har renoveret en villa fra 1969 og lavet en tilbygning i 2022. Over den seneste måned har vi konstateret, at hjørnet af tilbygningen er fugtigt fra top til bund, og der er fugtpletter ved loftet på badeværelset. Der er også et afløb fra tagrenden tæt på hjørnet, hvor området altid er fugtigt, og vandet ser ud til ikke at løbe
korrekt væk, hvilket kan være årsagen til fugtproblemerne?

Projektet udført som totalentreprise med underleverandører under AB92-ordningen, og firmaet er medlem af Dansk Byggeri. Vi er usikre på, hvordan vi skal forholde os til skaden og hvilke muligheder vi har for at få den udbedret.

Hvilken garanti gælder for arbejdet, og skal vi få en uvildig besigtigelse for at få fastslået årsagen og dokumentation til eventuel erstatning? 

Mvh Ruben

Jeg skal ikke lige her kunne sige hvad der er årsagen til opfugtningen. Det er ikke unormalt at ydervægshjørner kan blive “naturligt” opfugtet udefra med vind og vejr. Her over vinteren er der mere vand og det er koldt, så det tager længere tid at udtørre.

Men hvis der er opfugtning indvendigt, så kunne det sagtens være andre forhold som gør sig gældende, og det skal I hurtigst muligt se at få undersøgt.

Mit bedste råd er, at I kontakter en uvildig byggeteknisk rådgiver, som kan hjælpe jer med at finde årsagerne og hjælpe jer videre i processen over de rette parter.

Er der tale om en byggefejl, så er byggefirmaet ansvarlig for både skaden og følgeskaderne. Men det bør som sagt undersøges nærmere. I kunne vælge bare at melde skaden til byggefirmaet, og se hvad de svarer retur. Nægter de at komme ud og kigge på det, kunne I så tage fat på en rådgiver.

I kan også overveje at melde skaden til jeres forsikringsselskab, men er der tale om byggefejl dækker de typisk ikke den slags skader.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden