Lædersofaer og læderstole kan være behandlet på mange forskellige måder fra fabrikken. De fleste lædermøbler er behandlet, så de i hele deres levetid bare skal støves af. Derudover kan du nemt fjerne pletter med en fugtig klud.
Er læderet råt eller ikke-indfarvet, er det mere modtageligt for smuds og pletter. Mange ser det som patina og kan godt lide, at det ser slidt ud.
Rengøring af lædermøbler afhænger af lædertype
Hvor let det er at rense lædermøbler afhænger af, hvilken type læder det er.
- Anilin-læder er gennemfarvet og har naturlig og ’nøgen’ hud. Det er meget modtageligt for spild og fedt og vanskeligt at rengøre. Det får med tiden patina med pletter og rande, som man må og kan lære at elske.
- Semianilin-læder er ikke gennemfarvet, men er behandlet med et dæklag, så det er nemmere at rengøre.
- Dækfarvet læder er dækket med farve, så læderstrukturen er delvis uklar. Det modstår de fleste brugspåvirkninger og er særdeles nemt at rengøre og vedligeholde.
- Ruskind eller ruspalt er hudens kødside og ru på begge sider. Det tåler børstning og støvsugning.
- ”Halv læder” kan være lavet af spaltet læder eller læderrester, der bliver påhæftet et underlag og får en plastoverflade (fx polyurethan) med læderlook. Det er meget rengøringsvenligt, tåler alle rengøringsmidler og anvendes på flere, smarte køkkenstole og måske på bagsiden af lædersofaer. Da det er plastik, smelter det, hvis der tabes gløder på stolen, og rivestyrken og siddekomforten er ikke så god som ved de ægte lædertyper.
4 gode råd til rengøring af lædersofa og læderstole
- Støv af med støvekost, blød klud eller mikrofiberklud.
- Har du spildt, bør du tørre det op med det samme.
- Brug aldrig traditionelle rengøringsmidler, sulfo eller opløsningsmidler.
- Brug sæbespåner uden parfume.
Vil du rense lædermøbler til bunds, er det vigtigt at læse, hvad der står i møblets brugsanvisning eller kontakte fabrikanten for den bedste behandling.
Hvis du selv prøver at rense dit lædermøbel, kan du prøve med skumrens af sæbeskum (se herunder) og derefter polere efter med en blød klud.
Sådan laver du nemt en renseskum
Sådan renser du dine lædermøbler
- Tør først læderet over med en tør klud for at fjerne støv.
- Hvis læderet er overfladebehandlet, kan du tørre det af med en opvredet klud.
- Lav følgende blanding: 1/2 dl sæbespåner piskes ud i 2 liter kogende vand, så der dannes skum. I ovenstående video vises renseskum med opvaskemiddel, men metoden er den samme med sæbespåner.
- Bearbejd overfladen med skummet med en blød børste eller svamp, så det ikke trænger ind i overfladen.
- Opsug fugten med bløde bomuldsklude. Dub forsigtigt med kludene, så du ikke skubber en masse fugt ned i læderet.
- Nogle gange er det nødvendigt at rense hele fladen
- Når læderet er helt tørt, kan du give det læderfedt og efterpolere det, så overfladen bliver glat og modstandsdygtig.
Skal du bruge specialmidler til rensning af lædermøbler?
Når du køber lædermøbler, giver forhandleren ofte en vejledning i vedligeholdelse og rengøring med de specialmidler, der sælges i møbelforretningen.
Ud fra foreliggende deklarationer er der ikke forskel på den kemiske sammensætning af sæbespåner, der sælges i en møbelforretning og i ’almindelige’ butikker. Derfor kan du lige så godt købe sæbespåner i en almindelig forretning. Vi anbefaler miljømærkede sæbespåner, som er fremstillet af naturlige vegetabilske fedtstoffer, uden parfume og andre tilsætningsstoffer.
Slidt og råt læder kan også friskes op ved at give vedligeholde overfladen med lædercreme. Det købes i supermarkedet eller hos møbelhandleren.