Billedserie: Fra lille skovhus til luksushus ved Furesøen
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
- Der var et sted mellem 80 og 100 mennesker til det første åbne hus, fortæller Joan og Uffe. Og dermed må folk have stået som sild i en tønde i det lille skovhus, et gammelt sommerhus fra 1906, med den yderst prominente beliggenhed lige ned til Furesøen.
Slog til uden byggetilladelse
- Grunden gik i budrunde, med hele 13 bud i lukket kuvert, fortæller parret. De mener selv, de vandt retten til at købe huset, fordi de som de eneste, ikke havde taget forbehold for at få byggetilladelse til at udvide huset.
- Men vi slog altså til. Tænkte, at vi måtte finde en løsning senere. Vi var godt klar over, at huset var for småt til at opfylde vores behov med to store hjemmeboende børn, men vi vidste også, at vi aldrig ville finde tilsvarende helt unikke beliggenhed, fortsætter Uffe.
Planlægning af luksushus tog 1 år
Meget fornuftigt valgte parret at flytte ind i det gamle sommerhus. Og efter at have foretaget de mest nødvendige renoveringer boede familien et år i det lille hus, mens de lagde planer for, hvad der skulle ske i fremtiden.
- Vi havde set et par huse, som Kim Jørgensen fra Hornbækgruppen havde tegnet her i området, og hans stil var vi vilde med, beretter Joan.
- Så drømmen var at bygge et moderne funkishus her på grunden.
Rev skovhuset ned med klump i halsen
Men hvis parret skulle have tilladelse til at bygge flere kvadratmeter, måtte det lille romantiske og bevaringsværdige skovhus lade livet.
- Det lå så langt fremme på grunden, at beskyttelseslinjen var overtrådt, og derfor kunne vi ikke få lov til at bygge til på det gamle hus.
- Eneste mulighed var at rive det ned og bygge et nyt og større hus tilbagetrukket på grunden, fortsætter parret, som selvfølgelig havde en klump i halsen, da gravemaskinerne begyndte nedrivningsarbejdet.
Drømmen om et tofamiliers luksushus
- Vi måtte simpelthen fokusere på det nye hus og en ny tid, forklarer parret, som med stor iver kastede sig over samarbejdet med arkitekten og udformningen af deres drømmehus.
- Vi havde en gammel drøm om at bygge et tofamiliershus sammen med min far og hans kone, forklarer Uffe, og denne mulighed blev pludselig realiserbar.
Luksushusets største udfordring
- Idéen om et tofamiliers luksushus var også den største udfordring, supplerer arkitekt Kim Jørgensen.
- For selvom grunden er stor, er bebyggelsesarealet temmelig begrænset. Vi skulle imod to naboskel, holde en afstand på 6,5m pga. en privatservitut, samt holde os bag beskyttelseslinjen mod søen, og så skulle alle opholdsrum i begge huse have udsigt til søen.
For Uffe og Joan betød det, at der måtte laves en skrå afslutning på deres halvdel af huset langs naboen - derfor de skæve linjer i gavlen, hvor køkken og spisestue er placeret.
Bygherrerne måtte også gå på kompromis, da de ikke kunne finde plads til badeværelset med jacuzzi ud mod søen. Men udsigt fra badet skulle der være, og derfor blev løsningen at sætte glas i væggen ud til mellemgangen og tilsvarende i værelset på den modsatte side. Dermed blev der skabt udsigt fra badeværelset til søen.
Natur kræver vinduer!
Det startede med et alt for lille og gammelt skovhus. I dag er det flotte resultat, der møder én ved Furesøen, et stilsikkert hus med hvide, vandskurede facader, skjulte tagrender, et fladt tag og naturligvis store vinduespartier mod søen.
- Med en sådan udsigt til naturen ville det jo være tåbeligt ikke at benytte mest muligt glas, siger Kim Jørgensen, som i øvrigt beskriver lyset som det absolut vigtigste arkitektoniske element.
Fakta om det nye luksushus
Huset er tegnet af arkitekt Kim Jørgensen og bygningskonstruktør Gavin Cowan fra Hornbækgruppen, Arkitektgruppen i Hornbæk.
Det stod indflytningsklart i sensommeren 2009.
Huset er på omkring 200 kvadratmeter - 110 kvadratmeter i stueetagen og 92 kvadratmeter på første sal.
Overalt er der installeret IHC lysstyring med lysdæmpning og programmering samt B&O udstyr med link. Alt, inklusiv pejsen, kan styres via fjernbetjening.