Flisens historie: Fra blødt ler til stenhård klinke

Ler er en betegnelse for bjergarts- eller mineralfragmenter, der har en diameter på mindre end 2 mikrometer (1 mikrometer er betegnelsen for én tusindedel af en millimeter).

Ler fastholder sin form, når det tørres, og det bliver permanent hårdt, hvis det brændes. Det gør det muligt at lave fliser, klinker og andre former for keramik ud af materialet.

Der findes ler med mange forskellige sammensætninger, som har til­svarende forskellige egenskaber. Den reneste form for ler er kaolin, som også kaldes for porcelænsler.

Kilde: Den Store Danske

Hvad er fliser lavet af?

Men hvis du tror, at en dygtig håndværker med kyndige hænder har kælet for de firkantede stykker af hårdtbrændt ler, kan du godt tro om igen. 

Moderne fliseproduktion er en højteknologisk og automatiseret proces. Det er værd at understrege, at der findes mange forskellige fremgangsmåder, mange forskellige typer af ler, som kan blive til et væld af fliser, mange traditioner og mange fabrikshemmeligheder, men processen forløber i store træk på følgende måde: 

Det rå ler graves op af jorden og transporteres til forarbejdning. Her fjernes sten og andre uønskede urenheder – i nogle tilfælde tilsættes forskellige mineraler – og leret males til et fint granulat. Så blandes granulatet med vand, og den våde blanding tørres. Resultatet er endnu en gang et granulat, der egner sig til at blive presset sammen og holde formen.

Når det pulveriserede ler skal laves til fliser, bliver granulatet kørt på transportbånd til maskiner, der former leret til fliser i den ønskede størrelse og form og presser fliserne sammen under et enormt tryk. Herefter bliver fliserne tørret for at mindske indholdet af vand og gøre dem klar til brænding. Det er efter dette trin i processen, at fliserne påføres mønstre og eventuelt en glasur, hvis slutproduktet skal være glaserede fliser.

Nu skal fliserne en tur i ovnen. Og det er ikke den slags ovn, du kan stege en flæskesteg i – i så fald ville sværen få for meget. Keramiske fliser brændes som regel i lange tunnelovne, som fliserne langsomt ruller gennem. 

Den temperatur, som fliserne brændes ved, varierer, alt efter hvilken type fliser der er tale om, og hvilken slags ler de er formet af, men den er som regel på den anden side af 1000 ˚C, hvor tunnelovnen er varmest. 

I starten af tunnelen er temperaturen dog ikke så høj. Det er nødvendigt at nedbringe vandindholdet i fliserne, før temperaturen hæves. Ellers kan fliserne eksplodere, når vandet bliver til damp. 

Så ruller fliserne gennem de høje temperaturer, og bliver brændt hårde. Herefter bliver temperaturen i tunnelovnen igen gradvist lavere, så de nu hårdtbrændte fliser køles ned i et passende tempo. På den måde undgås det, at fliserne slår sig eller sprækker på grund af bratte temperaturskift.

Nye fliser hele tiden

Nu er den keramiske flise sådan set færdig. Det bløde ler er blevet til et hårdt materiale, der er nærmest umuligt at slide op. Tilbage er kun kvalitetskontrol og pakning, og så er den klar til blive klæbet på en væg.

– Innovationen på det her område går rigtig stærkt. Der kommer nye muligheder nærmest hele tiden, siger Steen Scheel-Krüger.

Som eksempel nævner han en ny serie keramiske fliser fra en italiensk producent, der kan fås i mål helt op til 120 cm i bredden og 260 cm i højden. Til sammenligning er indvendige døre i huse som regel 70-90 cm brede og 210 cm høje.

– Der sker faktisk så mange ting, når det kommer til keramiske fliser, at det i praksis kan være svært at følge med. En flisehandler kan jo ikke lave sin udstilling om seks gange om året. Men kvaliteten af fliser og det niveau, de produceres på, har accelereret markant de seneste fem-seks år. 

Ikke længere i hvert fald. Men har du muligheden for at gå en tur på Frederiksberg, kan du i Radiohuset på Rosenørns Allé se et dansk keramisk produkt, som ikke er mursten.

Radiohuset er så at sige beklædt med stykker af den bornholmske undergrund. 

Nærmere betegnet ler, der er brændt til stenhårde klinker på Bornholm. Klippeøen i Østersøen er rig på naturressourcer, herunder ler. Det er blevet brugt til teglsten på teglværker så mange andre steder i landet, men historisk set også til klinker og fliser. For mange vil betegnelsen ”hasleklinker” ringe en lille klokke.

Den bornholmske virksomhed Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik A/S producerede særdeles slidstærke klinker, som vandt stor udbredelse som gulvbelægning både inde og ude.

Eksempelvis betræder titusindvis af rejsende hver dag det bornholmske keramikprodukt på Københavns Hovedbanegård. Det samme gør fodgængere på mange fortove på Bornholm og i Odense, og studerende på Aarhus Universitet. 

Mindre kendt er nok de hvide vægfliser, der var en del af virksomhedens sortiment i en årrække. 

Bornholm er ikke kun det eneste sted i Danmark, hvor der kan brydes granit. Af samme grund er det også det eneste sted, der er forekomster af kaolin, som skabes, når granit forvitres. 

Det kaldes også for porcelænsler. Indeholder kaolin en tilstrækkelig mængde af lermineralet kaolinit, kan det nemlig brændes til fint, hvidt porcelæn. Det har den bornholmske kaolin også tidligere være brugt til, men på grund af et højt jernindhold blev porcelænet gråt, og man gik over til at bruge importeret kaolin til det formål. Men hvide, slidstærke fliser kunne det altså godt bruges til, og i 1935 startede en produktion på Rabekkeværket, der var en del af Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik A/S. 

Der findes store aflejringer af ler under den danske muld. Årsagen skal findes i den seneste istid: I istiderne fungerer isen som en høvl, der høvler toppen af undergrundens granitiske bjergarter. Sådanne forvitringsprodukter føres med smeltevandet, og de meget finkornede sedimenter – lerfraktionen – aflejres, hvor vandet bliver stillestående – fx søer. 

Under den seneste istid – for 12.000- 15.000 år siden – blev store mængder af sten, grus, sand og ler ført fra øst hen over Danmark. 

Stenene blev aflejret først, derefter grus og sand, og til sidst, hvor der var helt rolige forhold, kunne de meget finkornede sedimenter aflejres og danne de forekomster af ler som bruges i dag, forklarer Per Kalvig, der er centerleder for Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer, der hører under GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).