Spørg Bolius
Fik brugt udendørs maling til væggene - er det sundhedsfarligt og hvad kan vi gøre?
Hej Bolius
Vi har desværre lavet en stor fejl. Dårlig kommunikation er skyld i, at vi nu har fået malet det meste af vores sommerhus indendørs - med udendørs maling.
Flere forskellige sider nævner, at det er farligt at indånde grundet det svampemiddel, der findes i udendørs maling.
Har I nogen idé om, hvad vi bør gøre - skal det hele rives ud og sættes ny træbeklædning op, eller?
På forhånd tak for hjælpen!
mvh Nikolaj B
Hej Nikolaj
Den maling man anvender udendørs kan indeholde fx fungicider, som er svampedræbende midler. Det er for at undgå, at den overflade, der malerbehandles, får angreb af forskellige svampe, fx skimmelsvampe.
Materialer, der er udendørs, får store påvirkninger fra vejret, og det er især fugt, som kan give problemer.
Indenfor er der ikke behov for, at malingen er tilført forskellige kemiske midler for at undgå svampevækst, da risikoen for svampevækst er nærmest uendelig lille i forhold til udendørs.
Men hvis man anvender maling, beregnet til udendørs, indenfor, kan man risikere, at malingen vil afgive stoffer, som kan være skadelige for det indendørs miljø og for mennesker. Og især maling til træ indeholder nogle lidt skrappe midler.
I skal få studeret databladet for den maling, I har anvendt, grundigt.
I kan få undersøgt huset for at se, om der er påvirkning af luften indendørs. Malningen kan 'dunste', afgive stoffer til omgivelserne, i lang tid efter, den er påført. Så det er sandsynligvis ikke nok bare at lufte grundigt ud, det kan nok betale sig at få lavet en undersøgelse, inden I begynder at pille træværket ned. Men det kan vise sig, at løsningen er at pille træværket ned.
I kan evt. henvende jer til Teknologisk Institut, de kan hjælpe med at tage prøver: Teknologisk Institut - Indeklima
I kan også forsøge at henvende jer til Miljøstyrelsen: Miljøstyrelsen - kemikalier i hverdagen
Læs mere her: Maling - indendørs
Med venlig hilsen