Spørg Bolius
Er naboens store drivhus/udestue lovlig når den ligger tæt på skel?
Hej Bolius
Min nabo har opført et større drivhus, der er næsten 15 m2 og mere end 3 meter højt. Det anvendes til ophold med sofaarrangement og har gulv i hårdt træ.
Huset er opført direkte i skel til fællesareal mod syd, og mod min grund er der 1,10 meter til skel i det sydøstlige hjørne og 1,80 meter til skel i det nordøstlige hjørne.
Drivhuset er opført uden byggetilladelse, men ligger til behandling hos kommunen, da 50 m2 til carport og andre småhuse allerede er udnyttet. Jeg har gjort indsigelse mod placeringen tæt ved mit skel.
Sagsbehandleren hos kommunen har telefonisk oplyst, at han mener, at udestuen er OK, hvis sagen behandles som et drivhus og ikke udestue til ophold.
Hvad er jeres vurdering?
Birgit K
Hej Birgit K
Det kommer helt an på, hvad drivhuset anvendes til, idet et drivhus til planter, hvis det overholder visse bestemmelser, gerne må placeres mindre end 2,5 meter fra skel, mens et drivhus, der anvendes som en udestue, skal holde afstand på 2,5 meter fra skel.
Det vil generelt være kommunens vurdering af den konkrete bygning, og den måde den anvendes.
Vi har desværre ikke mulighed for at vurdere de konkrete sager.
Men du skriver, at drivhuset er mere end 3 meter højt, og en af betingelserne for at opføre bygningen mindre end 2,5 meter fra skel, er at ingen del af bygningen er højere end 2,5 meter - så selv hvis kommunen betragter drivhuset som sekundær bygning, skal reglerne for højden på bygningen overholdes eller der skal gives dispensation.
Læs mere om reglerne her: Må drivhus have glas (vinduer) mod naboskel?
Læs mere her om reglerne for drivhus til planter, skure, garager og lignende sekundære bygninger her: Love og regler for udhuse og skure
Og om udestuer og drivhuse til ophold her: Udestuer
Med venlig hilsen